Det er ingen hemmelighed, at jeg for et års tid siden begyndte at løbe agility med min veninde-, træner- og træningsmakkers hund, Milo. Det har på mange måder været utrolig lærerigt, og i dette indlæg vil jeg gerne dele mine oplevelser om, at løbe agility med en andens hund. Netop fordi jeg i mandags, startede som træneraspirant i agility, og fik en skøn mulighed for at prøve at løbe med en helt anden type hund end jeg er vant til – nemlig en fantastisk fremadsøgende Border Collie, der giver helt andre udfordringer end når man løber med lille Kioko og gamle Milo.

Det har været en proces for mig, at takke ja til at blive agilitytræner. Første gang jeg blev spurgt tror jeg bare, at jeg begyndte at grine. Hvorfor? Fordi jeg syntes SLET IKKE jeg var dygtig nok til, at jeg skulle kunne undervise nogen i noget som helst når det kom til agility. Og når man ikke selv har troen på det, hvordan skal man så kunne give andre den?

Det sidste år, har imidlertid vendt op og ned på mange ting, og også på min beslutning. Så jeg har tilmeldt mig træneruddannelsen i agility hos DcH!

Jeg har løbet med Milo i et års tid. Han har lært mig SÅ meget. For selvom Milo og Kioko ikke ligger så langt fra hinanden typemæssigt, er der alligevel en verden til forskel, når man løber med de to! Milo er en ældre herre, men super, super signalstærk, og derfor har der altid, mens jeg har løbet med ham, været kontant afregning. Det har både været svært, fordi så skulle jeg jo pludselig til at tænke over hver lille detalje af min handling, men det har også været en stor fordel for mit løb med Kioko, da det har givet mig troen på, at min handling godt kunne sidde lige i øjet (i det mindste bare en gang i mellem)! Milo og jeg har haft nogle helt fantastiske løb sammen, og det betyder også, at jeg skal løbe mit første klasse 3 løb med ham, til et stævne, om et par weekender! Milo kan sagtens, så vi håber at min handling rækker…

I mandags bød der sig så en ny mulighed. Jeg er startet som træneraspirant i vores klub, og jeg fik lov at være med til at undervise nogle hundeførere. Mange af de små hunde følte jeg egentlig, at jeg havde masser at give til. Et blindkryds her, en kortere bue der og lidt ekstra fart i benene på hund og fører. Det kørte bare derud af, og selvtilliden var i top! Lige indtil der kom en flyvende Border Collie på banen. Jeg har altid været SÅ imponeret når jeg har set de to løbe sammen, fordi det bare er en hund med smæk på. Og når der er så meget fart på en hund, hvad kan så egentlig være så svært? Jeg mener, den løber jo, så du skal bare dirigere, ikke???

Da de havde prøvet lidt til kunne jeg godt se, hvor svært det i virkeligheden så ud, når man nu skulle hjælpe dem. For hvad dælen var det lige der skulle til, for at få den hund på den rigtige side af springet. Ja, jeg havde hvertfald ikke en løsning, men det havde handleren heldigvis selv! Jeg havde slet ikke set løsningen for mig, og havde slet ingen måde at hjælpe den her handler på. Og det er lidt frygten man har, når man selv skal have et hold!!!

Nå, men jeg fik stukket den her Border Collie i hånden, eller det vil sige, det behøvede jeg ikke, for hvis jeg gik hen til det første spring, så var den klar, og ligeglad med hvem jeg var eller hvad jeg ville – for den ville altså løbe agility. Jeg havde ikke den mindste chance for at handle den her hund, det var SÅ svært. Den spurtede jo afsted uden at kigge på mig!!!

Jeg gik hvertfald hjem med lidt at tænke over, og næste gang jeg ser én løbe agility med en hurtigløbende Border Collie, så tænker jeg nok ikke lige: Hvor svært kan det være, den løber jo selv! 

Jeg glæder mig over, at jeg kan få lov at prøve sådan en hund, og har også fået lov at låne hende en anden gang, for dét får man virkelig meget ud af!