Det er ingen hemmelighed, at Voodoo for mig er lidt af en udfordring. Voodoo er en kærlig, fantastisk og skøn hund, som jeg virkelig elsker rigtig højt. Men han er kommet i en alder og tid, hvor ALT og alle er meget farlige. Og når man, forhåbentligt, skal være udstillingshund, så giver det ejeren grå hår!

Voodoo er simpelthen SÅ reserveret overfor fremmede.

Vi ringtræner hver uge, og kæmper med de problemer vi har, og det går virkelig med museskridt i den rigtige retning. Men det er virkelig også bare museskridt.

Det kræver sin kvinde, at holde modet oppe og se det positive – men jeg gør det alligevel.

I tirsdags var Voodoo også til ringtræning. Og det gik da ikke godt, nej, faktisk langt fra godt. Men alligevel kom vi hjem med en følelse af succes. Succes over, at der faktisk var bedring i forhold til sidste uges træning. Ikke at han stod på bordet med stort velbehag og lod ringtræneren mærke ham, men at han stod på bordet, og lod til at acceptere, at ringtræneren kiggede på ham. Han var altså gået fra en situation, hvor ringtræneren skulle holde sig 2 meter væk, og kigge væk fra ham, til at hun kunne stå ved siden af bordet og kigge, men dog helst ikke røre ved ham.

Og nogle gange, så går det bare ikke særlig godt. Men selvom det ikke går godt, så skylder jeg min hund, at se de små succeser. Se på ham, og vide at det går med små bitte museskridt den rigtige vej. Han synes ikke det er sjovt, men han lærer at acceptere det. Og hvem ved, måske en dag, vil han elske at komme op på bordet og blive mærket og kigget på. Ja – håbet det har jeg hvertfald ikke sluppet endnu.

End ikke efter en dag på udstilling, hvor Voodoo faktisk blev diskvalificeret med begrundelsen om, at han var sky! Dommeren var SÅ sød. Han accepterede, at vi kun trænede i dag, og at han måtte gøre alt på Voodoos præmisser – stor cadeau til dommeren for dette! Selvom han blev diskvalificeret så fik jeg alligevel noget godt med hjem, nemlig en kritik hvor der, derudover, kun stod positive ting:

9 måneder, en noget tilbageholdende hvalp, som der dog kan ses tænder på og den kan berøres, velskåret hoved, passende hals og overlinje, passende bryst, velvinklet for som bag, velansat hale, bevæger sig ganske flydende, men er desværre for sky til præmiering“…

Jeg kan jo ikke være uenig i nogle af de ting, men derfor er det alligevel bare drøn frustrerende at stå med en hund, der er købt til udstilling og agility, men som bare er en kylling. Og det er da faktisk, alligevel, en ret flot kritik, når man ser bort fra skyheden!

Hvorfor skriver jeg dette indlæg? Det gør jeg fordi, det ikke bør være et tabu, at vi har nogle udfordringer med vores hunde. Hvis vi ikke kan italesætte vores udfordringer og se dem i øjnene, kan vi aldrig overvinde dem. Og jeg ved da godt, at nogle kan tænke; “Hvorfor udstiller hun overhovedet den hund, det er jo ikke noget hunden har lyst til” eller “Den hund skal da ikke avles på, når den har sådan en temperament“. Hertil må jeg jo bare svare, at Voodoo bliver udstillet fordi jeg vil. Han skal ikke udstilles, hvis han viser mig, at han ikke vil, men det kan han ikke vise mig på så kort tid. Han er i spøgelsesalderen, og jeg synes ikke vi skal pakke vores hunde ind i vat, når de er i den alder. Tværtimod, så er det da lige præcis nu, at Voodoo har brug for, at jeg kan vise ham, at verden ikke er farlig, og når dommeren ovenikøbet giver godbidder og nusser, så det da hjælpe min hund mentalt!

Hvis jeg i stedet lod ham blive hjemme, og droppede udstillinger, får jeg måske en hund, der aldrig kommer til at trives i en verden fyldt med mennesker – og dét synes jeg da ville være synd!

Og til det med avl…

Voodoo er den smukkeste, smukkeste Japanske Spids på 9 måneder, og hans temperament er reserveret, men meget kærlig, omsorgsfuld og tillidsfuld, og det må da ikke være et negativt træk, for en familiehund…

Jeg håber, I tager godt imod dette indlæg, da det er en del af stor reflektion over, at en oplevelse godt kan være en succes, selvom det ikke går godt. Måske det også kan være med til at holde hovedet oppe på jer derude, der sidder med en sky unghund.

IMG_1946

Throwback <3