Nu hvor jeg har delt mine to seneste paracord projekter med jer (Bennos Happiness og Bukapez’ Applepie), deler jeg også mit første projekt!

Det er ikke just kønt flettet, intet desto mindre er det blevet Voodoos stævnehalsbånd, og han har indtaget stævnebanerne med storm med det halsbånd! Derfor får han lov at beholde det – lidt overtroisk har man vel lov at være!

Jeg husker faktisk ikke navnet på mønstret, men måske kan én af jer læsere derude hjælpe? Jeg ved at en del af jer er ret dygtige til det her paracord!

Mit første projekt blev lavet i guld! Selvom jeg ser mange fejl i fletningen synes jeg stadig at farvekombinationen er helt i top!

Farvekombinationen er:

  • Gold Diamonds I
  • Black I
  • Gold I
  • White I

Gold Diamonds snoren er simpelthen så fin, og de tre andre farver er farver der indgår i mønstret pånær den hvide, som bare bryder de mørkere farver så fint.

De af jer der ikke er vant til at lave paracord kan måske ikke se fejlene i halsbåndet, men hvis I ser lidt nærmere efter (se billedet ovenover), kan I se at der er en ujævnhed i flettemønstret. Det er i de øverste to snore, ca. midtfor, at der er sket et eller andet.

Som begynder er det noget du ikke opdager, før du har flettet et godt stykke videre i mønstret. Og hvis du er ligeså (u)tålmodig som jeg, gider du ikke trevle det op for at flette om. Det har jeg dog gjort i mine nyere halsbånd, da jeg er blevet lidt hurtigere til at opdage fejlene!