Da vi hentede Moneypenny var det med fly! I dette indlæg giver jeg lidt flere tips til, hvordan vi havde forberedt os på flyrejsen:

Money var forberedt med al dokumentation

Inden vi hentede Money, havde avler fået hende ID mærket og sørget for at hun havde et EU-selskabsdyrspas. Vi udfyldte en hvalpe/killingeerklæring fra Fødevarestyrelsen (se her).

Flyselskabet skal give tilladelse til at medbringe hunden

Der er mange forskellige regler når det kommer til booking af billet til dig og din hund. Derfor anbefaler jeg, at du kontakter det flyselskab du skal rejse med inden du bestiller billetten, og hører hvad deres regler er.

Vi rejste med SAS og var meget tilfredse!

Hos SAS bestiller du flybiletten og ringer derefter straks til SAS Sales & Servicekontor som kan behandle din anmodning om at medbringe hunden. Typisk vil denne anmodning blive godkendt, såfremt du har bestilt billet i god tid, og derfor har fået en plads i flyet der ikke er ved nødudgangene!

Hvalpen betragtes som håndbagage

I flyet betragtes hvalpen som håndbagage hvilket betyder, at den skal kunne sidde i et bur under sædet foran dig. Hos SAS er de maksimale dimensioner for et bur/en taske er 40 x 25 x 23 cm.

Buret må maks veje 8 kilo inklusiv hunden, og derfor er et stofbur at foretrække.

Hunden skal blive i tasken under hele flyvningen (skriver SAS), men flere bekendte jeg kender har fået lov til at have hunden på skødet under flyvningen, dog ikke under start og landing. Moneypenny sad i buret under hele turen, da hun faktisk lagde sig til at sove med det samme, og jeg derfor ikke ville forstyrre hende unødigt!

Jeg har før anbefalet Sherpas kabinetaske, som du kan købe hos PetDreams.

Ingen mad og vand!

Det lyder selvfølgelig lidt hårdt, men min lille hvalp fik mindst muligt mad og drikke fra vi kom til lufthavnen og til vi var landet igen. Simpelthen for at undgå uheld.

Hun fik vand en enkelt gang, og havde ikke brug for mere – som sagt, sov hun faktisk hele vejen!

Vi medbragte selvsagt vand til hende, men hun skulle jo altså ikke ‘hygge-drikke’ i lufthavnen og flyet, men have vand efter behov.

Vi medbragte også et halvkedeligt tyggeben til turen, som hun kunne underholde sig med, hvis hun mod forventning ikke skulle være træt. Det var hun jo ærligt talt ikke interesseret i!

Opgrader og kom tidligt ind i flyet!

Vi havde en plan om at opgradere vores billetter og få adgang til at komme ind i flyet som nogle af de første. Det var faktisk ikke muligt at opgradere vores billetter, men vi spurgte personalet ved boarding om lov til at komme ombord tidligt, og fik selvfølgelig lov!

Hvorfor?

Så vi kunne få sat os godt tilrette og komme godt ned at sidde inden flyet skulle lette.

Har du andre gode råd til at flyve med en hvalp? Så del dem meget gerne som en kommentar på dette indlæg, eller deltag i diskussionen på Facebook, her!