Jeg er på barsel og det betyder – udover søvnløse nætter, babygråd og læssevis af bleer – masser af gåture med barnevognen og hundene! Jeg nyder at gå på mine “favorit ruter”, men også at opdage nye, spændende ruter i Odense og omegn. I dette indlæg, vil jeg dele 5 gode gå-tur-ruter i Odense og omegn med jer.
1. Åstien langs Odense Å. Starter man ruten i Fruens Bøge, kan man gå en tur forbi Skovsøen og følge åen helt ind til Odense centrum. Man kan enten gå langs åen hele vejen, eller trække op på de tilstødende stier undervejs, hvor “trafikken“ af andre mennesker er mere begrænset. Den her rute er også fin i efteråret, når bladene bliver så fine orange og brune!
2. Glisholm Sø ved nyt OUH. Skal du henover Fyn, og have luftet hundene ca. halvvejs, ligger Glisholm Sø tæt på afkørsel 50 Odense SØ! Søen ligger tæt på motorvejen, men er alligevel et skønt naturområde! Har du god tid, kan du følge stierne op til Holluf Gård Skov, eller tage turen over motorvejen til Højby.
3. Den Fynske Landsby. Det koster lidt at komme ind i Den Fynske Landsby – intet desto mindre er det især et fantastisk sted at tage hen med sin hundehvalp, da du er garanteret miljøtræning med andre dyr, og masser af børn der vil hilse.
4. Søpavillionen og Sortehusene på Stige Ø. Lad dig ikke skræmme af at Stige Ø er en gammel losseplads, men parkér bilen ved Søpavillionen og tag den raske gå tur op ad de stejle bakker! Nyd udsigten fra toppen og hop fra-ø-til-ø på bakketoppen.
5. Musiklegepladsen i Højby er et sjovt sted at miljøtræne med din hund! De store instrumenter er skønne for børn og barnlige sjæle, og de fleste hunde kan da godt have lidt sjov ud af at høre med, gå på instrumenterne og øve sit og dæk i den “larm” man laver!
Det var så mine 5 bud på gode gå-tur-ruter i Odense og omegn for nu! Har du lyst til mere inspiration kan du læse eller genlæse mit gamle indlæg med 10 gode gå-tur-ruter i Odense og omegn her!
Har I nogle foreslag til gode gå-tur-ruter på Fyn? Så tilføj dem som en kommentar på dette indlæg!
Skriv et svar