Dette indlæg skal handle om måder, at være eller blive din hunds bedste ven på. Du føler måske allerede at hunden er din bedste ven, men hvis hunden i sandhed skal se dig som sin bedste ven kan du med relativt få, små tips blive din hunds bedste ven!

Leg! Leg! Leg!
Hunde elsker at lege. De leger nok forskelligt, hvor nogle vil løbe rundt og andre ruske i legetøj, men langt de fleste hunde elsker at lege med dig. Desuden er en ekstra gulerod til dig, at når du har leget med din hund, har den brugt sin hjerne og du kan trygt tage på arbejde.

Find “det helt rigtige sted”
Vi kender det alle sammen, det dér når der er en der klør os på ryggen, det der helt rigtige sted. Og du kender sikkert også din hunds udtryk, når du lige finder det helt rigtige sted. Kioko har faktisk mange “helt rigtige steder”, under halen, på brystkassen, inde i øret og på inderlåret.

Giv godbidder
Vi ved alle sammen, at hunde vil sætte pris på en lækker godbid, så det her forklarer sig selv!

Gå ture sammen
Om du kun har 10 minutter eller 2 timer, så vil din hund elske at komme med ud og gå tur. Husk at hunden især skal have lov til at snuse, da det er dens måde at få nye indtryk og vide, om der er nogle i løbetid, nogle der er syge eller nogle nye hunde i området.

Fortæl hunden lige hvad du vil
Én ting lover jeg dig: Din hund sladrer ikke. Så hvis du har nogle hemmeligheder, eller bare har lyst til at snakke så TAL til din hund. Den nyder dine ord og lyden af din stemme og får den til at føle sig som en del af dit liv.

Elsk din hund tilbage
Når din hund kommer begejstret med et stykke legetøj, eller kommer og sætter sig ved siden af dig fordi den bare lige vil aes ned ad ryggen, så GØR det. Det får hunden til at føle, at du gerne vil den hele tiden!

Skift legetøjet ud
Og det betyder ikke, at du skal købe nyt legetøj hver måned. Men udskift legetøjet en gang i mellem, og tag det gamle væk. Så kan du bytte tilbage efter nogen tid, og hunden vil føle at den har fået “nyt” legetøj.

Tag dig tid
Du har venner, familie, kollegaer, skolekammerater eller hvad du nu har! Din hund har kun dig! Så efter en lang dag på arbejde, hvor hunden har været alene – så har den altså brug for at du har lidt tid til den.

Få den til at logre
Vi ved hvad logren betyder – og der er et utal af måder at få Kioko til at logre på, selvom han ikke har en rigtigt logre-hale. Bare at tale med en lys stemme og sige, hvor fantastisk han er, eller putte snuden (vel og mærke min snude) ned i hans pels, åhhh så bliver han bare SÅ glad.

Det var lidt om, hvordan du bliver din hunds bedste ven – hvordan er du din hunds bedste ven?

IMG_9826