Når man arbejder med en 2 årig hanhund, så sker der nogle gange det, at hunden bare har glemt ALT. Det sker sådan *PUF!*, også har han simpelthen glemt ALT hvad han har lært. Sådan går det også nogle gange med Voodoo, og sådan går det med mange andre af de unge hanhunde jeg kender.

Det kan være vildt frustrerende, især fordi hanhunden nogle gange glemmer de ting, som han var aller bedst til – men jeg tror bare det er en del af hanhundens identitet!

Voodoo har faktisk arbejdet rigtig fint i en måned med træning af slalom på 4 pinde. De sad mildest talt, lige i øjet!

Indtil forleden, hvor han havde glemt ALT!

Han kunne ikke tage en indgang, han kunne ikke tage port 2, og han kunne ikke huske hvor han skulle starte og slutte. Han havde med andre ord glemt ALT om slalom – den forhindring havde han ALDRIG set før.

Efter lidt frustration og mange forsøg fra min side, vurderede jeg at den ligesom var forsvundet helt fra Voodoos hukommelse. Det var lidt ligesom at tale til en dør – ærlig talt, han fattede ikke en meter!

Jeg fik brug for at tænke mig om… Hvordan skulle jeg få Voodoo tilbage på sporet igen i sin ellers fremragende slalomtræning?

Vi valgte i formiddag at gå fuldkommen “back to basics”. Voodoo har indlært slalom “2 by 2”, og vi startede derfor helt forfra med 2 pinde og træning af indgang. Det havde Voodoo i første omgang glemt, totalt! Men efter lidt træning og et par pauser, kom han tilbage på sporet. I stedet for bare at smække 2 pinde mere på, som jeg havde forsøgt i de sidste par dage, valgte jeg i stedet at sætte pindene forskudt, ligesom i indlæringsfasen, og kører hele indlæringsfasen igennem igen, i løbet af en formiddag!

Det betød mange pauser, masser af små korrektioner hurtigt efter hinanden, og 4 pinde der til sidst sad lige i skabet igen!

SÅDAN!

De her unge hanhunde kan altså glemme alt hvad de har lært med et trylleslag, men heldigvis tror jeg, at læringen stadig er lagret et sted bagerst i hjernen, så man relativt hurtigt kan fremprovokerer det igen. Det var hvert fald succesfuldt for Voodoo at gå helt tilbage og starte forfra – dog på én formiddag, og dermed var det ikke det helt store tilbageskridt, men bare repetition.

Faktisk har det betydet, at jeg samtidig fik styrket slalom lidt, da jeg nu uden problemer kan bevæge mig sammen med ham og lægge lidt mere pres på ham. Altså det blev faktisk “win-win” at starte forfra!  Nu vil jeg, relativt hurtigt, sætte 2 pinde mere på, så han har en slalom med 6 pinde vi kan træne på i et godt stykke tid, og gøre “sikker”. Det tror jeg vi kan få i løbet af den næste uges tid, så vi, forhåbenligt, er et skridt tættere på en hel slalom.

Jeg tror ofte, at vi begår den fejl, når vi træner med vores hunde, at vi er bange for at et skridt frem, nogle gange betyder to skridt tilbage. Jeg glemmer hvert fald selv engang i mellem, at Voodoo ikke selvsagt kan huske alt hvad jeg lærer ham, og at han nogle gange har brug for “at tabe tråden”, for at kunne få læringen helt ind på lystavlen. Det er en af de ting, som Voodoo lærer mig at arbejde med, for Kioko har aldrig haft de samme udfordringer, men nogle heeeeelt andre….