På forhånd UNDSKYLD at dette indlæg er blevet så langt, men bloggen her fungerer ikke kun som “guf” til jer, men også til reflektion over mig selv. På forhånd også undskyld, for min bitchy (og ja det skrev jeg lige) tone i indlægget!

I dag var Kioko og jeg på udstilling i Fredericia. Årets første udstilling, som plejer at være en god start på året – men ikke i år!

Allerede i starten af bedømmelserne stod det klart, at vi havde en hård dommer i dag – det har jeg slet ikke noget imod! Men dommeren var ikke kun hård i bedømmelserne, men også halv-grov i den måde hun talte til udstillerne på. Nå, men vi er jo “professionelle”, så vi går ind i ringen med åbent sind og en smule nervøsitet (men det skal der jo være).

Kioko bliver sat på bordet og dommerens første kommentar er “Hvorfor får din hund en godbid på bordet?”. Jeg siger kort, at sådan gør jeg, og jeg kan mærke at Kioko er lidt nervøs.

Da han står på bordet begynder dommeren at føle, og hun mærker at Kioko er en smule nervøs. Min hund er dog rutineret og dommeren bør bare fortsætte “sit arbejde”.

Men hvad gør hun? Griber med begge arme rundt om min hund, der både smasker, kigger væk, kniber øjnene lidt sammen og ligger ørene ned – gør ALT hvad han kan for at vise hende, at han ikke har lyst til det hun har gang i. Et splitsekund slår det mig, at jeg forlade ringen med min hund, men jeg kan simpelthen ikke tage beslutningen, da han heller ikke skal bekræftes i, at det er så skrækkeligt som han synes her og nu.

Dommeren holder ham fast ind til sig, og efter hun selv mærker at det ikke fører til noget stopper hun endelig og bedømmer min hund. Han er naturligvis mærket af situationen, men kunne aldrig finde på at reagere aggressivt – heller ikke selvom dommeren i mine øjne: provokerer ham til at blive det!

Kioko kommer på jorden, får sin “Very Good”. Og jeg stiller mig om bagerst: bag 2 smukke championhanner, som jeg ikke har spor imod at blive “slået” af. Da vi får vores tredje plads kommentere dommeren, at “Du bør måske finde på noget andet at lave med din hund”. Jeg bliver endnu mere rasende end jeg allerede er, og kvitterer med at snerre tilbage “Du skal slet ikke sige hvad jeg skal, og ikke skal med min hund. Og i øvrigt har jeg SLET ikke mere at snakke med dig om”. Hvorefter jeg tramper ud af ringen.

Da jeg er kommet ud af ringen bryder jeg simpelthen sammen. Kan ikke finde ud af, om jeg har forlangt for meget af min hund, om jeg skal gå over og skælde dommeren ud, om jeg skal stoppe med at tage på udstilling, og er i det hele taget bare rasende over dommerens opførsel.

Da andre hunde også overfaldes af dommeren på bordet, og dommeren også taler nedladende overfor andre udstillere vælger 2 veninder og jeg at gå til udstillingskontoret. Vi vil gerne klage!

Men at indgive en klage i DKK koster 500 kr!!!

Udstillingsudvalgets formand vælger dog at hører vores version af udstillingens forløb og lover at tage det til efterretning (i det mindste næste gang der skal inviteres dommere)!

Kiks

Og det her indlæg handler SLET ikke om, at vi fik en very good, overhovedet ikke! Jeg har respekt overfor, at bedømmelsen af hunden sker ud fra dommerens synspunkt, men at dommeren 1) overfalder min hund og 2) kommenterer at min CHAMPION-han ikke bør udstilles, får mig op i det røde felt!

Min hund bliver udstillet fordi det giver ham selvtillid – det gjorde det så ikke i dag fordi dommeren nærmest sugede det ud af ham!

Kender I følelsen af, at man får ødelagt alt det man har kæmpet for på bare et splitsekund. Den følelse havde jeg i dag, og jeg håber bare virkelig ikke, at den holder stik.

Det vil vise sig om 3 uger, hvor Kioko er tilmeldt udstilling i Hårlev. Jeg har ikke tænkt mig at trække min hund på baggrund af én, undskyld sproget, dum kælling. Men hvis jeg kan mærke at det har sat sig til noget permanent i Kioko, så skal han ikke udstilles mere.

Jeg elsker min hund – og vil ham kun det bedste.

Det her indlæg poster jeg med fare for både at blive kaldt hønemor, dårlig taber, ond ved min hund, sur kælling eller hvad det end kunne være. Ikke fordi jeg er stolt over situationen, for jeg ville gerne have handlet anderledes i situationen og allerhelst have trukket min hund. Men sket er sket, og jeg synes at mine læsere, og især andre udstillere, skal hører både når det går godt og når det går skidt.

Nu ligger Kioko på skødet og sover, mens jeg reflekterer over dagen og funderer på fremtiden.

Kioko <3