Ovenpå udstillingen i Fredericia for 3 uger siden havde jeg virkelig været nervøs for denne udstilling i Hårlev. Ville Kioko være mærket af den skrækkelige oplevelse vi havde i Frederica (indlæg her). Eller ville jeg havde svært ved at styre mine nerver, så de gik igennem snoren til Kioko? Det var spørgsmål der meldte sig inden vi tog på udstilling i Hårlev, men heldigvis blev weekenden en stor succes.

Jeg havde inden udstillingen besluttet mig for, at jeg IKKE ville støtte Kioko mere end jeg plejer på bordet – måske ville jeg endda støtte ham mindre. Han skulle ikke få et indtryk af, at bordet var blevet et forfærdenligt sted for ham.

Og det lykkedes…

Vi havde en fantastisk sød dommer, der generelt var vild med vores hunde, og som var god til at give hundene tid til at føle sig komfortable i ringen. Virkelig en god dommer!

Og det siger jeg på trods af, at det ikke blev den helt store dag for os med hensyn til resultater. Vi kunne nå hjem med en Excellent, dog uden CK, og en 3. placering i championklassen. Ikke prangende, men hver sin smag.

Og jeg kom ud af ringen og følte mig som om jeg havde vundet det hele (og opførte mig sikkert også sådan!) – fordi jeg var SÅ glad for, at Kioko tilsyneladende havde glemt alt om vores sidste udstilling.

Selvom selve resultatet ikke var noget prale af, synes jeg nu alligevel at kritikken var rigtig fin og korrekt (oversat fra engelsk):

Korrekt størrelse, god styrke i nakken, godt hovede, kompakte ører, øjne en smule udestående, god styrke i nakken, god vinkling for og bag, top kvalitets pels, god pibe og gode bukser, gode fødder, kunne ønske lidt flere muskler bag, excellente bevægelser.

Så hvis man skal reflektere lidt over dette, så havde han måske lidt udestående øjne fordi han var en smule nervøs. Jeg synes egentlig ikke han mangler muskler bag, men i forhold til de andre hanner i ringen, er han jo en mere feminin type.

Tak for en dejlig udstilling i Hårlev, og tillykke til nye championater, BIR og BIM og flotte resultater i storering til vores race! Især tillykke til Kiokos far der blev 2. bedste veteran af alle veteranhanner på dagen!

Kioko