Agilitypote

Flade snuder // Anatomi og sundhed

For ikke så længe siden læste jeg, at Den Danske Dyrlægeforening var ude i medierne og ytre bekymring om hvordan målrettet avl af visse typer hunde simpelthen er gået for langt. Racer som Schæfere, Fransk Bulldog, Mops og Engelsk Bulldog er eksempler på racer, der har sundhedsmæssige problemer som følge af avlsmål, der er helt urimelige! Hvad angår Schæferen, tror jeg den må have sit helt eget indlæg, da dette indlæg især handler om flade snuder.

Hvorfor er flade snuder problematiske?

Fladsnudede hunderacer har i højere og højere grad, i takt med at de er blevet populære og dermed avles ‘en masse’, risiko for Brachycephalt syndrom. Brachycephalt syndrom er en betegnelse for de problemer der opstår, som konsekvens af et forkortet kranie. Et forkortet kranie og dermed korte knogler er selvsagt utroligt problematiske. Det korte kranie medfører, i værste fald, forsnævrede næsebor, sammenklappede luftrør eller for lang blød gane. Det betyder kort sagt, at hunden har eller får svært ved at trække vejret, fordi luftvejene er indsnævrede.

Som jeg hørte en dyrlæge fortælle i et medie: “Prøv at klemme dine næsebor lidt sammen, og løb en tur på 5 kilometer. Så vil du hurtigt kunne se, hvad det er de her dyr oplever.”

Den Danske Dyrlægeforening har et eksempel, som jeg har fået lov at vise jer, nedenfor på, hvordan åbne og lukkede næsebor ser ud, og man kan tydeligt se, hvor svært det må være at trække vejret med lukkede næsebor:

Eksempel på lukkede næsebor. Kilde: www.ddd.dk - Den Danske Dyrlægeforening
Eksempel på lukkede næsebor. Kilde: www.ddd.dk – Den Danske Dyrlægeforening
Eksempel på åbne næsebor. Kilde: www.ddd.dk - Den Danske Dyrlægeforening
Eksempel på åbne næsebor. Kilde: www.ddd.dk – Den Danske Dyrlægeforening

Udover, at jeg ikke synes man skal støtte den dårlige avl, er det jo nødvendigt at give gode råd til dem der desværre har fået fat i sådan en hund – og med desværre mener jeg selvfølgelig at det stadig kan være verdens bedste hund, men dog at den kan have stor risiko for at blive frygteligt syg!

Hunde med mere lukkede næsebor kan opereres. Hvis hunden er meget generet af det er det klart min anbefaling, da ingen hunde har fortjent ikke at kunne trække vejret. Derudover kan man jo forebygge generne ved: 1) ikke at udsætte hunden for stor motion, 2) ikke at lade hunden blive unødigt besværet gennem overvægt, 3) give hunden mulighed for at køle ned når det er sommer.

Udover Fransk Bulldog, Engelsk Bulldog og Mops, ses der også problemer hos Shih Tzu, Lhasa Apso, Pekingesere og Boston Terrierer.

Dette indlæg skal ikke ses som kritik af hvalpekøbere, men kritik af avlen generelt og indlægget følges op med et indlæg i morgen, som jeg har valgt at kalde “Hvad skal vi egentlig med DKK?”

Kilde til lånte billeder: https://www.ddd.dk/dyreejere/infodyrlaege/Brachycephal/Sider/default.aspx

En hundesnude er for vild!

Ubådssagen er vel næppe gået nogens næser forbi…

Og apropos næser… Eller skulle man sige snuder…

Så er det vidst heller ikke gået nogens næser forbi, at det netop var hundesnuder, der fandt dele af Kim Walls lig. Hvor vildt er det ikke lige? Hundene kunne altså markere én hel kilometer fra stedet, og så endda på 10-12 meters dybt vand. Det er altså noget der kan imponere de fleste.

Endnu mere imponerende er det, at hundenes lugtesans er uovertruffen i sådanne henseender. Der findes simpelthen ikke nogen menneskeskabt teknologi der kan måle sig tilnærmelsesvist med hundens velskabte instinkter. I en verden, hvor vi udvikler den ene teknologi efter den anden, er hundens snude stadig det bedste redskab.

Jeg er blevet spurgt af nogle af mine ikke-hundeinteresserede venner, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre. Og det skal jeg i virkeligheden ikke kloge mig en hel masse på, men jeg tænker, at det trænes lidt ligesom en Schweiss hund, der lærer at følge en færd.

De her hunde er kanon godt trænet – det er der vidst ingen der kan være i tvivl om. Og de er trænet i at vide, præcis hvad de skal gå efter. Jeg forestiller mig, at i den efterforskning har der ikke været meget slinger i valsen. Dermed ikke sagt, at hundene bare har peget til højre og sagt “hun ligger altså lige derovre”. Men jeg tror at hundene ret hurtigt har 1) fundet en færd, og 2) forsøgt at indikerer, at de har fundet en færd, som de gerne vil følge.

Tilbage til hvordan man træner det…

Jeg er hverken lighunde- eller spor ekspert. Men jeg er vild med at overveje hvordan man har trænet sin hund, til at kunne noget vildt! Jeg tror, at hundene har lært at følge en færd, ligesom når man indlærer et spor. Efterfølgende, tror jeg man har trukket færden ud i vand, og senere på dybere og dybere vand.

Jeg var ikke klar over, at hunde kunne følge færder over vand, men vi er vidst alle sammen blevet helt vildt klogere, ovenpå det her.

Tilbage til mig selv, så er jeg begyndt at eksperimentere lidt med spor med Voodoo. Det kommer aldrig til at lykkedes for Kioko, og han synes faktisk heller ikke at det kunne interessere ham. Men Voodoo kan godt lærer noget. Og på et tidspunkt, kunne det da være sjovt at lede en færd gennem nogle vandpytter, for at se, om han mister færden og sporet, eller om han kan holde den. Det må der være nogle lydighedsfolk derude, som har prøvet og kan kommentere på?

Jeg kunne godt spørge jer, om I også var imponerede, men det gætter jeg på at I er. Men er der nogle der har erfaring med at søge færd på vand og kan give nogle indspark til hvordan I har trænet det?

Arkivfoto
Arkivfoto

Der har været stille på bloggen længe…

Det er vidst ingen hemmelighed, at jeg i de seneste uger har fået skrevet mere på bloggen end jeg har i det sidste halve år. Og det er vidst heller ingen hemmelighed at det især skyldes tre ting. 1) at Voodoo har krævet og fortjent min fulde opmærksomhed i en svær teenageperiode, som heldigvis er ved at være ovre. 2) at jeg startede på fuldtidsarbejde efter studierne i februar, og har gjort ALT for at komme godt i gang med karrieren. Og sidst men ikke mindst 3) at Daniel og jeg er blevet gift, og at forberedelserne hertil har været store og mange.

Og eftersom, at denne blog er dedikeret HUNDENE og kun dem, så har der ikke været meget bryllupssnak her på bloggen. Men I får nu alligevel lige et billede af mig og min mand.

36988100562_65ac4962be_o

Nu hvor alt det er ovre, og hverdagen er blevet lidt mere normal igen, så har jeg virkelig fået fornyet lyst til at blogge. Der har været SÅ mange emner som jeg egentlig gerne har villet komme omkring længe, men tiden har ikke været der.

I den kommende tid kan i nok se frem til en masse anbefalinger af alt muligt udstyr, hjemmesider og lege med hundene. I kan se frem til kritiske indlæg, der i mine tanker lige nu især retter sig mod Dansk Kennel Klub. Derudover vil jeg forsøge at dele lidt flere træningsvideoer med især Voodoo, som virkelig gør fremskridt lige for tiden.

Så følg med herinde – der kommer masser af indlæg fra nu af!

Skal vi køre i skoven?

Herhjemme er noget af det bedste der kan ske, at vi enten skal ud og lege med nogle andre hunde, eller at vi skal en tur i skoven. Og når først der er spurgt om “Skal vi køre i skoven?” ved hundene godt hvad der skal ske, også kan det altså KUN gå for langsomt.

Voodoo er faktisk lidt af en abekat – som I kan se i videoen jeg har vedlagt.

Lige for tiden prøver vi på at få ham til at stoppe med det hopperi, men begejstringen kan han altså slet ikke styre, så det er lidt svært. Denne gang lod jeg mere eller mindre være med at stoppe ham, og så kan I i sandhed se hans begejstring. Og det er altså sådan vi kender Voodoo hjemme hos os. En STOR abekat, fyldt med livsglæde og energi. Nogle af jer der ikke kender Voodoo så godt, kender ham nok mest som en forsigtig lille hund, for det er han når han ikke lige er på “hjemmebane”. Men altså… Han ER altså en vildbasse, og det skinner mere og mere igennem ligemeget hvor vi kommer.

Ter jeres hunde sig også tosset når I har spurgt om de vil noget bestemt? Hvis ja, hvad får dem helt op på dupperne? Herhjemme er det især “Skal vi køre i skoven?” eller  “Vil I ud og gå tur?”…

Knuder, bekymringer og en lykkelig slutning

Forleden delte jeg min bekymring om Kioko, som pludseligt havde fået en stor knude på sit ene baglår. Vi var på dyrehospitalet igår, og jeg kan med det samme lettet røbe, at Kioko har det helt fint! Han blev ikke opereret, for det viste sig, at knuden var godartet.

Vi tog til dyrlægen kl 8, hvor jeg først talte lidt med specialdyrlægen, som fortalte lidt om forskellige knuder, og om hvordan de undersøgte og behandlede dem. Han ville undersøge knuden før den blev opereret ud. For selvom den var stor og pludseligt opstået, så ville han ikke nødvendigvis behandle den væk, hvis den var godartet. Ej heller, nødvendigvis, hvis den ikke var godartet, men havde spredt sig i hele hundens krop – så var løbet jo ligesom kørt…

Kioko fik lidt at falde til ro på, også kørte jeg på arbejde…

Efter et par timer ringede dyrlægen med gode nyheder. Der var taget mange prøver af knuden, og den VAR godartet. Han syntes at det var fjollet at operere den væk, når det kun er kosmetisk, og vi aftalte at hvis den voksede yderligere, måtte vi have den væk til den tid. Så jeg kunne lykkelig, glad og lettet hente Kioko.

Han var drøn træt – men han er altså også bare VIRKELIG træt når han har været i narkose – det husker jeg fra de sidste gange han har fået renset tænder!

Dyrlægen fortalte, at knuden mest var dannet af fedt, og formentlig havde ligget under huden længe, uden at vi kunne opdage det. Den havde ligget under nogle vener (mener jeg han sagde), og havde været trykket sammen under huden. Pludselig var den så svuppet ud, og derfor havde jeg opdaget den så pludseligt som jeg nu engang havde.

Så alarmen er afblæst, og jeg er taknemmelig for den professionelle hjælp jeg har fået. Både hos Morud Dyreklinik og Odense Dyrehospital. Ligeså glad er jeg, for alle de mennesker der har trøstet mig i de seneste dage, og som næsten har været ligeså bekymret for min hund, som jeg selv.

Kioko ELSKER at sidde foran når vi kører bil, og får faktisk aldrig lov fordi jeg synes det er for farligt. Men igår var jeg så glad og lettet, at han alligevel fik lov. Og han var træt, men glad og ikke mindst fuldkommen rask.

IMG_0733