Agilitypote

// CHOK //

I lørdags fik jeg mig en frygtelig forskrækkelse, da jeg børstede Kioko igennem. Kioko er lige gået i fæld, så der bliver børstet jævnligt i denne tid. Men i lørdags fandt jeg noget der gjorde mig bange.

Kioko havde fået en stor knude på sit venstre baglår…

Grædende ringede jeg først til min mor, senere til min mand og til sidst skrev jeg lidt med en god veninde. Alle tre beroligede mig med, at det nok ‘bare var en fedtknude’, men var enige med mig i, at jeg nok hellere måtte få den undersøgt.

Tirsdag havde vi så fået en tid hos dyrlægen, og efter at dyrlægen havde kigget på ham i under 1 minut kunne jeg se i hendes skeptiske øjne, at hun var bekymret.

“Godt, at du ikke slog det til side med, at det nok bare var en fedtknude” sagde hun til mig mindst 5 gange. Hun studerede den længe, mærkede på den også begyndte vi at snakke, og tårerne trillede ned ad mine kinder. Knuden skulle undersøges, og eller væk.

Dyrlægen gav mig tre forslag: 1) Tage en lille prøve, som måske viste at der var noget ondt i knuden, og måske ikke viste det. Den ville ikke være 100 % sikker, så man kunne få et positivt resultat, som ikke var korrekt. 2) Lægge ham i fuld narkose og tage en lidt større prøve, der kunne give lidt større sikkerhed. Dyrlægen vurderede dog at det aller bedste ville være at 3) få den fjernet i en vældig fart, da den jo var kommet ligeså hurtigt, og hun var derfor meget bekymret for, at hvis den ikke var godartet, var den nok meget hidsig.

Jeg spørger min dyrlæge: “Hvad ville du have gjort?”. Og hun valgte nummer 3 uden at tøve. Hun spurgte, om jeg havde ham sygeforsikret, hvilket jeg ikke har, men som jeg svarede “Jeg er ligeglad hvad det koster, Kioko skal behandles hvis det er dét du siger”. Tårerne trillede stadig.

Min dyrlæge sagde, at hun ikke selv ville behandle ham når knuden var ‘så’ stor. Hun henviste mig til Odense Dyrehospital, hvor der skulle holde en af danmarks dygtigste specialdyrlæger i onkologi til. Så vi bestilte straks en tid, og Kioko skal under kniven på fredag.

Om den er godartet eller ej ved vi faktisk ikke. Men min dyrlæges udtryk sagde mig, at hun var meget bekymret. Når den er fjernet får vi den sendt til laboratorie undersøgelse for at få vished – især vished om, at hvis den ikke er godartet, har den forhåbentligt ikke spredt sig.

Så mit bedste råd til jer alle sammen må være…

“Ignorer aldrig en tilsyndeladende harmløs knude, fordi I tror det er en fedtknude… I kan redde jeres hund, hunden kan ikke fortælle, hvad der er galt.”

IMG_0423

Agilitytræning: Løbefelter

For et par måneder siden startede Voodoo til agility. Og selvom jeg er meget mere erfaren end dengang jeg startede med Kioko, føler jeg mig næsten endnu mere usikker end dengang.

Ikke fordi jeg er blevet dårligere end dengang – eller det håber jeg da ikke. Ikke fordi Voodoo er sværere eller dårligere end Kioko – for det er han bestemt slet ikke. Men fordi jeg har lært så meget, og fået SÅ mange idéer om hvordan jeg gerne vil træne med mine hunde. Kioko har lært mig helt vildt meget om hvad man kan få success med, men også om hvad man kan gøre anderledes. Voodoo er en helt anderledes hund end Kioko, og mange ting gør jeg på en anden måde.

For eksempel har Kioko fået indlært stop felter på balancen. Det betyder at Kioko løber op over balancebommen og stiller sig med 2 forpoter på jorden, og 2 bagpoter på balancen. Fordelen er, at man er sikker på at hunden tager sit felt – hvis den da har lært det ordenligt!

Kioko har imidlertid altid hadet sit stop felt. Han synes virkelig at det er død sygt at han skal løbe derhen og stå stille – man kan da ikke stå stille på en agilitybane?

Derfor besluttede jeg at Voodoo skulle have løbefelter. Altså tage feltet i fuld fart fremad. For at lærer ham det har jeg benyttet mig af en måtte. Voodoo har lært herhjemme, at man skal løbe hen over måtten, og altså have et ‘hit’ på den for at blive belønnet. Han bliver altid belønnet for at løbe, men får altid en særlig god belønning for at hitte på sit felt.

Indtil videre går det langsomt fremad – men han ELSKER balancen, hvilket var det første delmål, og han har fået forståelse for at han skal ‘hitte’, hvilket må være delmål nummer to.

Jeg har ingen balance derhjemme, så derfor har jeg trænet på et bræt, med en måtte, herhjemme.

Herunder får I lige et lille træningsklip fra haven.

Hvis andre overvejer at træne på løbefelter, kan jeg varmt anbefale metoden med en måtte!

Er jeg en hønemor eller bare bekymringsfuld?

Det har krævet lidt af mig at skrive dette indlæg. Det kommer tæt på nogle af mine store følelser, samtidig med at det måske lidt er noget man ikke skilter med når man har avlshunde. Men altså – det gør jeg så, kan I læse…

Jeg har længe været bekymret for Voodoo – meget bekymret! Voodoo er en helt vildt sensitiv hund, som reagerer kraftigt på høje lyde, hurtige bevægelser og fremmede situationer. Han er mest komfortabel i min og Daniels nærhed, og det er der som sådan ikke noget i vejen med.

Alligevel har jeg bekymret mig så meget, at jeg har haft søvnløse nætter, og brug for meget alenetid.

Jeg har haft en stærk formodning om, at Voodoo i virkeligheden havde et nedsat syn eller måske endda næsten var blind. Og hvordan kan man så lige bilde sig sådan noget ind, tænker I måske?

Voodoo har altid været tilbageholden når vi kom hjem fra arbejde – i det mindste da han var lidt yngre. Han stod længe og stirrede på os, indtil vi sagde: “Hej Vooodoo”, hvorefter han brød ud i en stor glædesrus. Det var som om, at han ikke kunne se at det var Daniel og jeg, som trådte ind af døren… For nogle uger siden da vi gik tur, gik Daniel 5-6 meter foran os, uden Voodoo havde set det. Daniel vendte sig om og kiggede hen på Voodoo, som rejste børsterne og skældte ham voldsomt ud, indtil Daniel sagde “Hey Voodoo, det er jo bare mig”. Der slog det os begge to, at han måske havde et dårligt syn. For første gang, sagde Daniel det til mig, uafhængigt af hvad jeg selv havde sagt.

Jeg havde læst om, at der var opdaget en øjensygdom blandt nogle enkelte Japanske Spidser i Sverige, og derfor blev jeg bekymret. Jeg kunne ikke slippe tanken igen, og jeg kunne mærke til sidst, at jeg måtte have vished.

Derfor bookede jeg en tid til øjenundersøgelse hos Ringe Dyrehospital. Hos Ringe Dyrehospital arbejder en af landets dygtigste dyrlæger med speciale i øjenkirurgi, sygdomme i øjet og behandling af øjensygdomme. Jeg tog en beslutning om, at det måtte vi simpelthen gøre for Voodoo.

Og lad os lige slå fast, at grunden til, at jeg ikke havde gjort det noget før IKKE er, at jeg ikke har villet betale regningen. For lad mig nu sige det ærligt, og sige noget jeg aldrig troede jeg skulle sige om en dyrlægeregning: det var hamrende billigt! Jeg tror jeg kom af med 800 kroner for, at en af landets dygtigste på området brugte intet mindre end en hel time på Voodoo!

Nå, men det var ikke dét jeg ville skrive om!

Voodoo blev øjenundersøgt, og som dyrlægen sagde til mig: Han har de smukkeste, sundeste øjne! Den hund fejler ingenting, anden end at være sensitiv.

Der faldt en sten fra mit hjerte.

Endelig kunne jeg få ro i maven. Voodoo er ‘bare’ sensitiv – det kan jeg da arbejde med!

Jeg føler mig lidt, som en hønemor. Tænk sig at have bildt sig selv sådan noget ind? Men på den anden side. Hvis jeg ikke skulle bekymre mig for min hund, hvem pokker skulle så? Og hvad nu hvis han rent faktisk havde et dårligt syn? Så ville jeg da bedre kunne hjælpe ham, hvis jeg bare vidste at det var dét der var med Voodoo. Ja det ville i virkeligheden være en stor hjælp for mig til, at kunne give min hund det bedste liv! Og ja, så ville der komme til at stå på hans stambog at han havde en øjensygdom, men så skulle han da ved den gode grød heller ikke bruges i avl alligevel. Jeg ville ikke kunne bære at gå med tanken meget længere, og det tror jeg i virkeligheden heller ikke Voodoo kunne. Han kunne jo godt mærke på mig, at jeg syntes der var noget galt – og så troede han måske også (hvad ved jeg), at der var noget galt?

Og nu skal I ikke tro, at alt om Voodoo er store bekymringer og massevis af tårer.

Voodoo er, som jeg altid siger, en hund med store følelser, og en hund der giver MIG nogle store følelser. Jeg troede ALDRIG jeg skulle få en hund der kunne måle sig med Kioko, men det kan Voodoo altså. Ikke at han er bedre hund, for det kan jeg ikke sige at han er, eller ikke er. Men han er fantastisk.

Voodoo er en kærlighedshund, og han giver mig mere kærlighed end Kioko nogensinde har gjort – måske fordi han i særdeleshed holder sig fra fremmede, har han netop ekstra meget brug for mig.

Verdens kønneste ansigt <3
Verdens kønneste ansigt <3

Nogle hunde er bare noget ganske særligt…

Nogle hunde er bare noget ganske særligt…

Mine er begge to.

Kioko er min verdens stjerne. Han er verdens bedste hund. Sød, venlig, velopdragen, smuk, kærlig og omsorgsfuld. Kioko er min bedste ven, og har lært mig alt. Han nærmer sig de 6 år, og det føles som om tiden er fløjet afsted. Samtidig kunne jeg ikke forestille mig en hverdag uden ham ved min side – han er en ener!

Når man har hund, mærker man det tydeligt, når kærligheden er gengældt – og med Kioko er jeg aldrig i tvivl.

IMG_0428

Der har været stille på bloggen i noget tid. Ikke fordi jeg ikke har haft lysten til at blogge, men tiden er fløjet forbi mig! Daniel og jeg skal jo giftes om små 14 dage. Udover vores bryllupsplanlægning, må jeg også indrømme, at ham min verdens stjerne, Kioko, har været i anden række den sidste tid. Ikke på grund af brylluppet, men på grund af Voodoo.

Der har været noget som har fyldt meget i mine tanker omkring Voodoo – og han er en hund der generelt fylder ret meget. Derfor har jeg i den sidste uges tid forsøgt at give endnu mere tid til Kioko. Han fortjener ikke at være i anden række.

Hvorfor Voodoo har fyldt så meget vil jeg lige lade jer vente lidt på. Eller det vil sige. At jeg ikke er parat til at skrive om det. Han er en fantastisk hund – virkelig fantastisk – men der har været nogle ting som har bekymret mig ekstremt meget, og den bekymring kan jeg endelig skubbe til side. Det er ikke noget man gør fra dag til anden.

I mellemtiden vil jeg lade jer nyde disse kærlighedsbilleder fra en solrig dag på græsplænen med Kioko.

IMG_0423

Når storebror byder op til leg…

Kioko synes for det meste at Voodoo er vildt irriterende. Jeg tror faktisk, at han stadig håber lidt på, helt inde i sit hjerte, at blive enebarn igen. Kioko er jo meget, meget sød, så han lever med det, og beklager sig ikke meget – men jeg alligevel godt, at han virkelig kan være træt af Voodoo til tider.

Alligevel har de deres øjeblikke. Øjeblikke hvor de faktisk nyder hinandens selskab, og hvor kærligheden kortvarigt bliver gengældt til Voodoo.

Sådant et øjeblik fangede jeg i haven forleden – jeg fangede det endda på video, og jeg smiler hver gang jeg ser det. Man kan se i videoen, at de faktisk er to om at lege, og at begge byder op til leg. Det er skønt at se!

Når de leger er det tit den her leg – hvor det handler om at bide hinanden i benet, og om at tumle. Voodoo leger mange forskellige lege – når han leger med mine forældres Kleiner Münsterländer, Cosmo, er det oftest en rigtig løbeleg, hvor det bare handler om at styrte afsted. For Kioko, er legen i videoen når hans signaturleg…