Overvægt blandt hunde er et stigende problem i Danmark. Faktisk er 1 ud af 3 hunde overvægtige! Problemet skyldes, efter min overbevisning, kun kærlighed fra os mennesker. Det skyldes nemlig, at hunden indtager flere kalorier end den kan nå at forbrænde. Dels fordi vi mennesker er meget rundhåndede med godbidderne, og dels fordi vores hunde i højere grad er familiehunde, fremfor brugshunde.

Og hvorfor skal dette emne tages seriøst? Jo, fordi overvægt kan fører til en markant øget risiko for diabetes, slidgigt, blæresten, hjertesygdomme og meget mere. Udover, at overvægt kan fører til sygdomme som førnævnte, fører overvægt blandt hunde også til en forkortet levetid.

Hvornår er min hund overvægtig? Jeg har lånt nedenstående billede fra Hills til at illustrere min pointe:

VægthundEn af de ting, som vi hundeejere især skal være opmærksom på, for at se om vores hund er overvægtig eller undervægtig er hundens talje. Hundens taljemål er en klar indikator for, hvordan hundens vægttilstand er. På illustrationen ovenfor ses det tydeligt, at hunden til venstre er meget undervægtig, mens hunden til højre er meget overvægtig. Hunden i midten har en idéel vægt. Hunden i midten har en tydeligt markeret talje, og hvis man kunne mærke på denne hund, ville man tydeligt kunne mærke ribbenene.

En hund er ikke nødvendigvis undervægtig fordi du kan skimte ribbenene, det er simpelthen en forkert opfattelse (læs: skimte!). De to hunde til højre illustrere i særdeleshed dét som indlægget her handler om: overvægt blandt hunde!

Hunden ude til højre er svært overvægtig, og har sandsynligvis besværligheder med at bevæge sig. Hund nr. 2 fra højre er nok sådan jeg ser langt de fleste overvægtige hunde – men allerede i denne tilstand er det altså også sundhedsskadeligt!

Hvordan får jeg min hund til at tabe sig?

Svaret er simpelt: Mere motion og færre kalorier. Men kan man give nogle helt simple, gode råd?

  • Slankefoder. Slankefoderet skal bruges i en begrænset periode for at nå hundens idealvægt
  • Giv hunden den mængde mad der svarer til hundens idealvægt (ikke hvad der svarer til hvad hunden faktisk vejer)
  • Godbidder regnes også for mad, og flere godbidder betyder derfor også at hunden skal have mindre hundemad!
  • Gå lange ture
  • Løb eller cykel med hunden, men vær opmærksom på at en overvægtig hund er i dårlig form, og ikke skal piske afsted!
  • Motion i vand (hundesvømmehal, hav eller sø)

Husk at det ikke handler om at hunden slanker sig hurtigt, men varigt!