Dette indlæg skal handle om et emne der har ligget mig på sinde længe. Et emne jeg har valgt at kalde ‘misfortolket socialisering’. Hvad jeg mener med det, vil jeg beskrive lidt senere i det her indlæg. Først vil jeg fortælle lidt om hvordan jeg oplever hundeverdenen og vores syn på socialisering af hunde…

Når man får en lille hundehvalp for første gang bliver man tudet ørerne fulde med hvor vigtigt det er at socialisere den. Hvalpen skal opleve en masse ting, mennesker og hunde, så den kan lære at verden ikke er farlig. Den skal bringes i gode situationer, med gode møder i mellem andre hunde og mennesker, som den kan lagre i sin hukommelse, og derved lære, at verden er tryg. Og lad mig lige slå fast, inden du læser resten af indlægget her, at socialisering ER ekstremt vigtigt, og ikke må undervurderes!

Alligevel skal man være forsigtig når det kommer til socialisering, og vigtigst af alt skal man kende sin hund, og forstå dens signaler. Man skal sørge for at forstå, hvornår socialiseringen er god, og hvornår den er skadelig.

Man vil så gerne lade sin hund møde så mange hunde og mennesker som muligt, så den når at lære, at ALLE mennesker og hunde bare er super søde.

Men det er måske bare ikke lige lykken for den forsigtige hund?

Jeg har en forsigtig hund. Jeg har lært hvad det betyder, når ens hund kan virke selvsikker og stabil, og fra den ene dag til den anden vender på en tallerken. Pludselig er bange for alle mennesker i hele verden – bortset fra lige hans familie. Jeg ved, at en misfortolkning, eller overfortolkning af socialiseringsbegrebet, i sidste ende, kan give store adfærdsmæssige problemer.

Jeg har netop selv sådan en hund….

For mange hunde handler socialisering, i mine øjne, mere om, og det er først noget jeg har lært med Voodoo, at hunden skal være tryg i sine omgivelser. Ikke at elske sine omgivelser, og tage i mod verden med åbne arme, for det har hunden måske ikke brug for – men at lære at verden ikke “gør noget”. Ja, og det mener jeg faktisk! Og “at gøre noget” er ikke noget jeg kan definere – det er noget min hund, individuelt, definere. Hunden ved præcis hvornår andre hunde eller mennesker “gør noget”. Og det de gør, er måske at overskride min hunds grænser.

Problemet er, at vi ønsker at gøre vores hunde selvstændige og uafhængige – ligesom når mennesker opdrager deres børn til at skulle kunne klare livet og flytte hjemmefra.

Men skal vores hunde det?

Vi ønsker at vores hunde skal være trygge i deres omgivelser. At de skal fungere godt i hverdagen, og da gerne, at de skal fungere godt socialt med andre hunde og mennesker. Vi ønsker at de skal være omgængelige og venlige, men ønsker vi virkelig at de skal være uafhængige?

Jeg har lært af min hund, at behovet for at han skal elske andre mennesker, er var ene og alene mit behov – det var ikke min hunds! Min hunds behov er at have en tryg familie, en tryg hverdag, og en hverdag hvor han kan have det sjovt, uden at være nervøs for, om nogle mennesker gør noget. Han har brug for at vide, at når han bevæger sig rundt, er der ingen der kommer hen til ham, og skaber en kontakt, som han i bund og grund ikke har bedt om.

Og det er okay.

Det er okay at min hund kun elsker de mennesker, der er tæt på ham.

Hvad der ikke har været okay har været, at han har haft svært ved at fungerer socialt, når han skulle være SÅ opmærksom på om andre mennesker gjorde noget ved ham. Det har han mere eller mindre lært, gennem min fortolkning af socialisering, at de ikke gør. Og ja, jeg beder folk om at lade min hund være – jeg beder dem faktisk om at lade være med at kigge på ham – for det har hjulpet ham til at tro på, at de nok skulle lade ham være i fred.

I dag har jeg en hund der fungerer godt i hverdagen – verdens bedste hund – men det har krævet at jeg har givet afkald på mine forestillinger om socialisering, og lært af min hund.

Tak Voodoo <3

IMG_0167