De seneste måneder efter Kiokos diskusprolaps har været nogle af de hårdeste jeg har oplevet. At have en sportshund, der helst slet ikke må bevæge sig, er en rigtig stor opgave. Og ser jeg tilbage på hvor meget det har krævet, ved jeg ærlig talt ikke om jeg ville have gjort det igen! Altså, hvis jeg havde haft den viden jeg har i dag, om jeg så ville have ofret det for min hund….

Det lyder måske ret hårdt sagt, men det handler i virkeligheden mest om Kioko og hans livskvalitet.

Kioko er gået fra at være en aktiv sportshund, der løb agility flere gange om ugen, og gik mindst 1,5 times tur hver dag, til maksimalt at gå 500 meters tur på en dag, og ikke opleve skyggen af motion. Hans muskuløse krop er forsvundet. Når jeg mærker på hans brystkasse, kan jeg slet ikke genkende min hund. Han har ikke én muskel tilbage. Han gør stadig et ihærdigt forsøg på at springe op i møblerne og løbe rundt i haven – men kroppen følger ham ikke helt så smidigt, som den tidligere har gjort….

Derfor ville jeg ikke have gjort det igen…

Jeg har taget hans livskvalitet fra ham.

Jeg har fjernet hans elskede gåture, på flere kilometer, fra hans hverdag. Jeg har taget ham ud af en sport han elskede. Jeg har stoppet hans vilde leg med andre hunde. Jeg har pakket ham ind i vat – fordi det er det eneste der måske hjælper. Måske… Det forbandede ‘måske‘ er den væsentligste grund til, at jeg ikke ville have gjort det om igen. Jeg ved jo stadig ikke, om Kioko får det godt igen. Om han får sin livskvalitet tilbage. Om jeg kan give ham sin livskvalitet tilbage.

Det virker helt håbløst – for jeg kan ikke se nogen bedring fra april til i dag…

I de seneste uger har jeg gjort ting jeg ikke må…

Jeg har givet Kioko flexline på, og gået lidt længere end vi plejer. Fordi livskvalitet er mere end fysisk sundhed. Livskvalitet handler om, at gøre dét der gør én glad. Gå en lang tur ned ad stien, selvom det gør lidt mere ondt bagefter. Jeg overvejer hver eneste gang, om jeg gør det for min eller Kiokos skyld, men når jeg ser Kiokos øjne efter sådan en tur, er jeg ikke i tvivl.

Det er livskvalitet!

Kioko har brug for, at jeg giver ham de lange ture ind i mellem. En lang tur bliver det ikke til, for efter lidt tid begynder han at halte, hvilket mine øjne ikke kan bære – så bliver han båret. Men han får ind i mellem en tur, som gør ham lidt for træt, og er lidt for lang. Til gængæld er han lykkelig efter sådan en tur.

Så kan jeg genkende min hund <3