En af mine største udfordringer ved at få hund nr. 2 har været balancen mellem at lade hundene finde ud af det selv, og hvornår jeg skulle gribe ind.

Jeg har en 4-årig hanhund, der ikke bestemmer over nogen som helst, end ikke sig selv. Han kunne ikke drømme om, at sætte nogen “på plads”, og siger kun fra når der er noget der gør ondt. Han lader sig gerne underkaste af en hundehvalp, og vil egentlig bare helst have, at den bestemmer, hvis det er det der giver ham fred.

Men hvor meget og hvor lidt skal jeg egentlig hjælpe min hund? Jeg har fået at vide mindst 100 gange, at jeg burde “lade hundene finde ud af det selv”. Men som jeg talte med en træningskammerat om den anden dag – hvorfor skal de så egentlig det?

Hvorfor skal jeg ikke hjælpe dem med at løse konflikterne? Hvorfor skal jeg ikke agere leder, og få flokken til at trives? Hvorfor i alverden skal hundene finde ud af det selv?

Ved at lade hundene finde ud af det selv, tror jeg, at jeg ender med to helt u-socialiserede hunde, der ikke kan trives socialt. En unghund, der tror den bare skal tromle derudaf og så får den hvertfald altid sin vilje. Og en ældre hund, der ikke stoler på, at jeg kan hjælpe når det er nødvendigt, og derfor bliver en mus der ligger henne i et hjørne og putter sig.

Næ nej – mine hunde SKAL være vel-socialiserede og jeg acceptere hverken den ene eller den anden yderlighed.

Så ja, jeg hjælper Kioko når han har brug for det. Han ved, med 100 % sikkerhed, at hvis han løber hen til mig, så skærmer jeg hvalpen væk – og det lyder måske lidt hårdt overfor sådan et lille væsen, men det består simpelhen bare i, at hvalpen skubbes væk på bringen, når Kioko sidder hos mig. Ligeledes lærer jeg min hvalp, når vi er ude blandt andre hunde, at hos mig er der sikkert, og andre hunde skubber jeg også væk, hvis han har brug for min “zone”.

På denne måde lærer jeg min hund, at konflikter løses bedst ved at søge mig eller et andet menneske den stoler på. Konflikter løses ikke, ved at gå i flæsket på hinanden.

IMG_0613