For 8 måneder siden blev jeg storebror. Daniel og Stine fik ikke et barn, de fik Voodoo! Og blev jeg spurgt? Nej faktisk ikke!

Så for 8 måneder siden var min mor ikke hjemme. Jeg hyggede mig med min far, som vi jo gør engang i mellem uden mor, men hun havde forsøgt at fortælle mig et eller andet med Sverige og nogle hundehvalpe. Så trillede der en bil ind i indkørslen, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var min mor der kom hjem. Jeg sprang ud af døren, hen til lågen og ud til min mor. Henrykt over at se hende igen. Hvad jeg ikke ænsede var, at hun havde taget en lille gæst med hjem. En meget lille gæst!

Hun havde godt nok ikke savnet mig, ligeså meget som jeg havde savnet hende, og det var også lidt som om, at hun ikke havde tid til at se på mig. Hvorfor? Jeg var jo bare SÅ glad for at se hende.

Da hun kom indenfor kunne jeg da godt se hvorfor. For der var en lille, lille bitte hundehvalp med. Årh den var sød – men jeg turde altså ikke være ret tæt på den – de er ret skrøbelige sådan nogle små nogle. Så når den forsøgte at nærme sig, for den var jo faktisk ret glad for at se mig, så måtte jeg VÆK. Set i bakspejlet var den måske bare glad for at se, at selvom den var blevet taget væk fra sin mor, sine søskende og alle de andre hunde den boede sammen med, så var der andre ligesom den. Små hvide uldtotter.

Vi skulle sove, og det gjorde vi. Jeg sov oppe ved min mor. Skulle ikke risikere, at den lille ting kom hen til mig om natten mens jeg sov. Så dén nat og de mange efterfølgende nætter, sov jeg oppe ved min mor hele natten – og det plejede jeg altså ikke at gøre!

Efter et par dage havde jeg så småt vænnet mig til den – men tænkte alligevel om der mon ikke snart var nogle der kom og hentede den igen. Den begyndte at blive en anelse irriterende. Ville løbe hen til mig hele tiden, lege og alt muligt jeg bestemt ikke havde lyst til.

Min redning blev et par dage efter, da vi fik besøg af Blanco. Min gode, gamle ven!

Blanco havde åbentlyst et helt andet syn på den lille lort. De to legede vildt og voldsomt i lang tid. Jeg selv, ville helst sidde over ved min mor imens. Det dér med sådan en lille én er altså ikke noget for mig!

IMG_1865

Efter et par måneder måtte jeg indse, at den lille lort nok var kommet for at blive. Så man kunne ligeså godt få det bedste ud af det. Så længe min mor stadig havde mig som nummer 1! Af og til blev jeg lidt i tvivl. Men så tog hun mig med til agilitytræning, UDEN den lille lort. Så hun havde nok ikke nedgraderet mig alligevel.

Og jeg var altså ikke ret vil med den. Den kom hele tiden og bed mig i halen og i benene i et forsøg på at få mig til at lege med den. Men hvem gider lege med én der bider dig i halen?

Okay, okay. Med tiden blev det faktisk bedre og bedre. Den er meget hyggelig, den store hundehvalp. Ikke den lille hundehvalp. Dem er jeg ikke vilde med. Men nu er den ikke så lille mere. Man kan godt lege med dem når de ikke er så små. Man kan lege fangeleg i haven, eller man kan lege den dér, hvor man trækker i hver sin ende af bamsen – indtil den går efter mig i stedet for bamsen, altså!

Og så har den lært, at den ikke må tage mine kødben. Det har min mor lært den. Og jeg har også lært at jeg gerne må knurrer lidt af den når den prøver. Man bliver nødt til at holde fast, siger mor.

14589823_10208988139033827_1208602357564307522_o

Selvom jeg ikke helt vil indrømme det overfor min mor, så er jeg faktisk blevet lidt glad for den lille lort. Den kan godt nok være irriterende og opmærksomhedskrævende. Men den er god at lege med, og vi kan holde sammen. Den ved godt, at jeg ikke bestemmer over hverken den eller nogen som helst andre, så vi har aldrig behøvet at slås. Det kan jeg godt lide. Jeg kan bedst lide ro og fred.

Voodoo er min lillebror. Jeg bliver ikke ked af det, hvis han flytter hjemmefra i morgen. Men han må godt være her.