At få hundehvalp betyder også ofte, at man vil få ødelagt nogle af sine ting. Det vigtigste at huske, når man hvalpesikre sit hjem er dog alligevel, hvalpens sikkerhed!

Det betyder også, at især ledninger og andre ting, der kan være til fare for hvalpen, skal fjernes, dækkes af eller på anden måde gøres utilgængelige for hvalpen.

Vores have er heldigvis hegnet helt ind, både forhaven og baghaven, og hvalpen vil på ingen måde kunne komme ud. Det betyder, at vi ikke behøver at holde øje med om hvalpen render væk hjemmefra – men derfor skal man alligevel holde øje med de små banditter. For haven indbyder ikke kun til muligheden for at løbe væk – Nej de fleste af os har planter i haven, og nogle af disse planter er giftige for hunde. Det gælder f.eks. løgplanter, som f.eks. Påskeliljer og Vintergækker.

Et andet problem kan være, hvis man har trapper i hjemmet – det har vi heldigvis ikke. Men trapper er en af de hyppigste årsager til, at hvalpen kommer til skade i hjemmet, og bør derfor også nævnes!

Vi har flere rum, som vil blive lukket helt, når hvalpen skal være alene, og når vi ikke har den 100 % under opsyn. Det gælder vores kontor, hvor der er ledninger, men hvor jeg heller ikke ser nogen grund til at hvalpen skal opholde sig, og det gælder vores ekstra værelse, som pt. bliver brugt til opbevaring.

Generelt bliver man nødt til at overveje, hvad man ville blive virkelig ked af, hvis hvalpen ødelægger, og fjerne det når man ikke kan holde øje. Man vil hurtigt lærer, hvad hvalpen især har svært ved at holde sig fra (for Kioko var det strømper).

Husk, at hvalpen skal have noget at bide i, om det så er legetøj eller tyggepinde. Men hvis hvalpen ikke har noget, som den MÅ bide i, så finder den noget som den har lyst til at bide i!

IMG_6290