Det er ingen hemmelighed, at jeg er blevet ret helt vildt glad for, at løbe agility med min venindes Border Collie, Iso. Det er simpelthen SÅ sjovt at løbe med en makker, der altid giver sig selv 110 %, og nok faktisk er endnu mere glad for at løbe end jeg selv er. Man kan i bund og grund snakke om en helt perfekt win-win-situation.

Det gør mig ikke mindre glad for at løbe med de to hvide pels-monstre. Slet ikke! Voodoo udvikler sig lige nu med lynets hast og i de sidste par weekender har han faktisk kunnet arbejde fint i hallen, selvom der var andre hunde og mennesker omkring ham. Kioko har en rigtig god periode, hvor han ser agility som én stor leg!

Meget af den fremgang jeg har med mine egne to hunde vil jeg faktisk tilskrive min træning med Iso. Selvom det er vidt forskellige hunde, ja faktisk næsten så forskellige som de kan være, så kan jeg overføre nogle ting i mind løb med Iso, til min træning med Kioko og Voodoo.

For eksempel har jeg lært hvor vigtigt det er med Iso, at lade hende arbejde på tingene selv. At lade hende gøre tingene ordentligt færdige selv, og at bruge hendes tempo til at arbejde selvstændigt. Det har givet min inspiration til at lærer Voodoo som noget af det første, at løbe alt hvad han kan. Hvis ham ikke får en kommando, skal han bare løbe alt hvad han kan, fremad! Og det er han virkelig blevet god til. Så tror jeg på, fordi Voodoo er ret kvik, at han nemt kan lærer svær handling senere – for et grundelement skal være begejstringen for at løbe!

En ting jeg modsat har lært at elske ved Kioko er, hvor sikker han egentligt er på sine kommandoer. Får han en “ud”-kommando går han ud på bag på et spring. Han tager sjældent fejl af hvad han skal selvom der ligger en tunnel rundt om en opgang til enten A eller balance. Han bliver ved sine starter. Han kan sine bagkryds. Ja, han kan faktisk temmeligt mange svære ting! Iso har den udfordring, eller giver mig den udfordring, at hun er svær at korrigerer når hun låser på en forhindring. Og det kan helt sikkert tilskrives hendes altid høje fart og hendes selvstændighed. Hun har lært mig at sætte pris på Kiokos sikkerhed.

Alt i alt, tror jeg ikke kun jeg har lært og vil lærer en masse af og om, at løbe med en stor hund. Jeg lærer også en helt masse om mine egne hundes store forcer og kan bruge det til at styrke dem endnu mere. Jeg bliver tit spurgt om det ikke er svært at løbe med sådanne vidt forskellige hunde, men faktisk synes jeg at det er sværer at løbe med to der burde være mere ens (Kioko og Voodoo). Når man har to vidt forskellige, tænker man anderledes i mellem dem. Har man to der er mere ens, er det for mig sværere!

Så hvis du ligesom mig er vant til at løbe med en lille hund, og får mulighed for at prøve at løbe med en stor, så er mit råd: gør det! Du lærer sindssygt meget af det…