I forrige uge blev Kioko CT-scannet og i sidste uge fandt vi ud af, at han havde en diskusprolaps. Han blev med det samme pensioneret som agilityhund, da han havde to diske mere, der risikerer at lave samme ravage. En risiko vi ikke skal, må og kan løbe agility med, da den er rimelig stor i så fald…

Dyrlægen og Rikke Wriedt, vores dygtige kiropraktor, anbefalede ingen operation, netop fordi der var risiko for endnu en diskusprolaps.

Derfor er Kioko altså blevet pensioneret.

I de næste måneder står den derfor på fuldkommen RO. Det er den absolut bedste behandling han kan få. Ro og smertestillende. Vores hjem er blevet indrettet til at kunne rumme Kiokos behov. Hundene er adskilt i løbet af dagen, når de er alene hjemme, og Kioko går i entreen, hvor der er helt aflukket. Han kan ikke hoppe op i møblerne som han plejer, men bare gå 5 skridt og ligge sig igen. Det vurderede dyrlægen og jeg, er den bedste løsning for Kioko, da han ikke ville kunne bære at ligge i et bur hele dagen! Der er en glasdør mellem vores entre og stue, så hundene føler sig stadig “sammen” – heldigvis!

Om aftenen sidder jeg på gulvet. Kioko plejer at hoppe op og ned af sofaen som det passer ham, men det er slut nu. Han må blive på gulvet, eller en sjælden gang, løftes op. Der er lavet lidt om på spillereglerne, efter Kioko fik en diagnose. Heldigvis er han selv stoppet med at hoppe i sengen – den er også højere end sofaen, så måske ved han selv, at det ikke kan gå. Han forsøger hvert fald slet ikke.

Gå turene er reduceret til to om dagen af maks 10 minutters varighed. 10 minutter hvor det bare er ham og jeg, der går det langsomste vi kan. Det er faktisk det værste! Det Kioko elsker mest i hele verden er, at gå lange ture i sin flexline, hvor han bare kan løbe derudaf og snuse alt hvad han vil. Det er hårdt at udsigten til at komme en tur i skoven med ham igen, er meget lang! Vi burde i virkeligheden droppe alle vores gåture, men det ville ikke fungerer for Kioko. Han skal ud og gå for at besørge, ellers holder han sig gerne i op til 24 timer! Det er heller ikke sundt, så vi har fundet et kompromis. Det betyder imidlertid også, at han skal GÅ sin gåtur. Han må ikke løbe eller lunte afsted som han plejer, hvilket også giver lidt udfordringer. Men vi klarer det – vi SKAL klare det!

I dag startede vi til fysioterapi på AniCura Odense Dyrehospital. Jeg var lidt skeptisk, men jeg må sige at det gik over al forventning. Gitte, veterinærsygeplejersken, brugte god tid på at sætte sig ind i vores liv, hverdag og situation, og samtidig observere Kioko i alle hans bevægelser og mønstre. Jeg er sikker på, at vi nok skal få gavn af hendes hjælp. I starten betyder det mest, at jeg skal observerer nogle små ændringer i hans bevægemønster, men i næste uge skal vi have sat gang i nogle øvelser, som kan styrke hans muskulatur i resten af kroppen og aktiverer hans understimulerede hjerne! Det er svært for mig at arbejde med ham pt, da jeg ikke ved hvor meget og hvor lidt han må. Hvor meget han må bevæge nakken og dermed hvor meget han eventuelt må lave af næsearbejde. Næsearbejde er nemlig en af de ting jeg havde forestillet mig, at han gerne måtte arbejde på. I dag talte vi imidlertid om andre øvelser. Nemlig øvelser der kunne styrke balancen. Det glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med!

Bloggen vil derfor flyde over med inspiration til balanceøvelser i de næste måneder. Jeg synes at balanceøvelser lyder som noget der kan være både sjovt og lærerigt, men også som noget der kan være godt for alle hunde – især agilityhunde! Så mon ikke der er en læser eller to, som også kunne tænke sig at lade sig inspirere af Kiokos “sygeprogram”?

Vores hverdag drejer sig om, at skabe en rolig hverdag, hvor Kioko forstyrres mindst muligt, og får færrest mulige anledninger til at komme “op på dupperne”. Han skal helst ikke have for mange gæster eller uventede bank på døren. Vores hverdag går også ud på, at vise ham kærlighed og omsorg. Han føler sig bedre tilpas og knap så overset, hvis jeg sætter mig på gulvet 15 minutter hver gang jeg kommer hjem, og snakker stille med ham og klør ham i øret.

Det er små fornøjelser, jeg gerne vil give min stakkels lille hund, når han nu er kommet sådan til skade.

Min stakkels Kioko – som nok skal klare det her <3