I går var det 2 uger siden vi sagde farvel til Tjack. Det har på mange måder været svært at tage afsked med den gamle dreng, men det var det rigtige tidspunkt, og bedst for ham at få fred. Det har taget mig 14 dage før jeg var klar til at skrive dette indlæg, og det giver mig stadig tårer i øjnene at tænke på, at Tjack ikke længere er blandt os.

Tjack var min hund. Altså, han var jo egentlig mine forældres hund, men han har altid været min hund. Tjack blev født i mine forældres hjem da jeg var ca. 13 år gammel. Laika havde hvalpe, og allerede dengang var Tjack noget helt specielt for mig. Det var lige ham jeg plagede og plagede om, om vi ikke nok kunne beholde. Men det kunne vi ikke. Mine forældre havde jo Laika, skulle ikke have to hunde – samtidig med tre børn, jobs, en hund og alt det der – og de skulle slet ikke have en hanhund. Den kamp var altså tabt på forhånd, og vi fik solgt Tjack til et dejligt hjem.

Tjack og en meget ung Kioko <3
Tjack og en meget ung Kioko <3

Siden da så jeg ikke mere til Tjack. Han var jo blevet solgt, ligesom de andre hvalpe, og vi håbede jo at alt gik perfekt, og at han ville leve lykkeligt hos sin nye ejer, til sine dages ende.

Men sådan skulle det ikke gå for Tjack…

Da Tjack var 3 år – eller hvertfald deromkring – ringede hans nye ejer. Han kunne ikke have Tjack mere. Tjack havde bidt konen, og man kunne ikke styre den her unge, livlige hanhund. Mine forældre takkede nej til at købe Tjack tilbage. De kunne simpelthen ikke betale penge for en hund på 3 år, som de egentlig ikke ønskede sig. Få dage efter ringede Tjacks nye ejer igen, og spurgte om han måtte komme og aflevere Tjack, uden at skulle have noget for ham. Det måtte han godt, for mine forældre har altid lovet deres hvalpekøbere, at de kunne tage hvalpen tilbage, hvis man ikke kunne have den mere – altså hvalpen, og ikke den voksne hund. Men de valgte at give Tjack en chance…

Det første stykke tid må virkelig have været et mareridt for mine forældre. Tjack var rundforvirret og anede ikke hvordan man skulle opføre sig. Han knurrede af deres børn – læs: MIG – og viste endda tænder af min far. Han var på ingen måde opdraget, og havde store mentale problemer. Efter en periode valgte mine forældre at rådføre sig hos dyrlægen, der anbefalede at prøve en kasteration, lige inden mine forældre var ved at give op – de kunne simpelthen ikke have en hund i huset, der kunne finde på at bide en af deres børn, uden advarsel.

Så Tjack blev kastereret…

Kasteration er – uden tvivl – det bedste der nogensinde er sket for Tjack. Altså. Ikke hvis du spørger Tjack – han var naturligvis ulykkelig. Men Tjack fandt balance i sig selv. Han behøvede ikke længere at blive aggressiv over for os mennesker i hans nye familie, og han behøvede ikke at fokusere så meget på sin kønsdrift som han tidligere havde gjort. Han fandt sig selv.

Vi fik en fantastisk hund.

En til tider lidt sær hund, men en hund som man kun kunne elske. Tjack var kælen, lærenem, lærevillig og ikke mindst glad. Hvor han før, hadede som pesten, når vi børn bare gerne ville sidde og nusse, og nusse, og nusse, lærte han at ELSKE det. Han blev, især på sine gamle dage, en vildt social hund, der bare gerne ville ligge SÅ tæt på sine mennesker som han kunne få lov til. Tjack kunne stadig blive sur. Ja faktisk så sur, at min mor oplevede at han kunne skræmme fremmede væk, når min mor var alene hjemme med ham. Han var ikke den klogeste, men han vidste alligevel når man var utryg – også kom gamle Tjack vidst op i ham – der var ingen der skulle være til fare for hans mennesker.

IMG_1851

Tjacks historie er, for mig, et eventyr. Han blev født i trygge omgivelser, jeg drømte om at beholde ham, men han måtte ud og få nogle oplevelser der satte sine spor. Da alt så sort ud, blev han “reddet”, og levede lykkeligt til sine dages ende. Et eventyr, Tjacks eventyr.

Han er en man aldrig glemmer <3

R.I.P. Tjack