Jeg har længe tænkt på, at bloggen havde brug for en gæsteblogger. Derfor har jeg fornøjelse af et input fra gæsteblogger: Jeanette Hardis. Jeanette blogger selv på letsblogsomeshit, hvor jeg varmt kan anbefale jer andre at følge med. Dagens gæsteblogger, Jeanette, er en af de personer der har inspireret mig til at løbe agility med Kioko, og derfor har jeg spurgt om Jeanette havde lyst til at fortælle mine læsere om hendes passion for agility, herunder hvordan hun begyndte og hvordan det udviklede sig til at hun i dag er agilitytræner og løber med flere hunde. Jeg vil derfor give ordet videre til dagens gæsteblogger, Jeanette:

11082876_10152761053505920_2085241263_n

Gæsteblogger indlæg:

Jeg blev af søde Stine spurgt om jeg ikke ville skrive et indlæg omkring, hvorfor og hvordan jeg startede min ”agility-karriere”. Det ville jeg selvfølgelig gerne, så derfor dette indlæg fra min hånd. For lige at give Stines læsere en chance, så hedder jeg Jeanette Hardis, jeg har dyrket agility i 12 år, og jeg har i fællesskab med min mor opdræt af Shetland Sheepdog, som også er racen jeg dyrker agility med.

Jeg købte min første sheltie, Sheila, for snart 13 år siden. Hun var, og er, mit et og alt, og vi skulle derfor selvfølgelig ”lave” noget sammen. Det var også dengang ret vigtigt for mine forældre, at jeg viste, at jeg kunne tage ansvar for dette levende væsen som jeg absolut måtte have. Jeg var 13 år gammel da jeg købte hende for mine egne penge. Det var min hund, og jeg skulle træne med hende. Derfor startede vi til lydighed. Det var basic og vigtigt, at Sheila lystrede. Og lystrede gjorde hun bestemt! Jeg trænede alt muligt med hende, og på et tidspunkt kunne jeg, not kidding, få hende til at samle en pomfrit op til mig! Altså uden, at hun spiste den først. Da Sheila var omkring et år gammel startede vi med at løbe agility i en lille klub, hvor vi kunne lære de mest basale ting. Hvordan får man hunden over et spring, lærer den felt-forhindringer, slalom og tunnel. Og jeg skulle jo også lige lære det.

11091372_10152761053495920_920229380_n

Så blev vi af Johanne Allanach sparket i gang med lidt mere handling når det drejer sig om agility, og jeg begyndte i, hvad der dengang hed, Noagård agility klub. Jeg kendte Johanne privat i forvejen, og hun dyrkede agility med hendes border collier, (som jeg også er vokset op med faktisk). Derfor var det ret oplagt, at jeg med min sheltie skulle dyrke agility og gå til konkurrencer. Jeg fik trænet Sheila op, og vi blev meldt til vores første officielle DKK-agility stævne. Jeg insisterede på, at fordi jeg var i aldersgrænsen for juniorklasserne, så skulle jeg meldes i disse klasser med Sheila. Det gjorde vi dog kun én gang, for det var alligevel de samme baner som i kl. 1, så det var lidt omsonst. Især fordi vi rent faktisk løb nogle af banerne fejlfri!

Så gik det ret hurtigt med at få meldt til stævner, og vi var af sted rigtig meget! Sheila elsker at arbejde sammen med mig, og hun elskede opmærksomheden på agilitybanen. Både fra mig, men bestemt også fra de tilskuere der gad kigge på hende. Med tiden rykkede vi både op i ag og sp 3, og to gange fik vi faktisk et certifikat. Begge gange blev det taget fra os. Den ene gang fordi de havde glemt, at ham der vandt klassen (vi blev nr. 2) ikke var champion, og derfor selv skulle have certifikatet. Den anden gang fordi de ikke havde kontrolleret banetiden, som det vidste sig, at vi ikke var indenfor.

I mellemtiden var jeg begyndt også at træne og løbe agility med mine forældres sheltie Xenia. Hun er en rigtig lille vaks hund, der måske nok så ud som om hun kedede sig udenfor banerne, men på banen, der er hun helt på! I løbet af den tid jeg løb med hende, blev hun både ag og sp champion i DKK. På det tidspunkt løb jeg kun DKK-stævner, da jeg ikke var medlem af DCH. Jeg trænede i en privat klub, og vi kendte faktisk ikke rigtig DCH dengang.

11096958_10152761053490920_1208837305_n

Sheila fik hvalpe, første og sidste gang, og fra dette kuld beholdte jeg selv tæven Ayoe. Ayoe er den sødeste lille (mellem) hund i verden, og efter at jeg havde fået blod på tanden med Xenia, skulle Ayoe også trænes i agility. Jeg var rigtig heldig, at jeg på det tidspunkt trænede sammen med og blev trænet af nogle rigtig dygtige mennesker. Bl.a. Susanne Prier, Johanna Allanach, Annette Thøgersen, Marianne og Bent Blom Larsen for blot at nævne nogle få af de mennesker, som sparkede mig videre, og gav mig motivation. Nogle gange så mange spark, at jeg blev hentet fra træning af min far, sydende og spruttende. Ville man være dygtig, så skulle man altså kunne tage mosten, og tåle at blive rettet og rettet og rettet på. Og det blev jeg!

For det at løbe agility er ikke let. Om end det måske ser sådan noget. Du skal hele tiden være et skridt foran både dig selv og din hund. Du skal kunne forudse konsekvenserne af din handling, og det skal du helst kunne gøre rigtigt. Hvis du forudser forkert, så skal du kunne rette din ellers planlagte handling, og kunne forudse nye konsekvenser af denne handling. Og det øvede jeg mig på. Og blev bedre. Og Ayoe blev også både ag og sp champion i DKK. Derudover er jeg af flere omgange blevet udtaget individuelt til DKK’s agility dm, og har deltaget på hold med både Xenia og Ayoe, hvor jeg nogle gange er blevet placeret helt fint.

For mig er det helt klart samarbejdet hund og mig imellem, der giver mig det drive for at blive ved. Jeg bliver så glad når noget lykkes for mine hunde. Når de også oplever succes i de arbejdsopgaver jeg beder dem om at udføre. Hvad end det er at samle min sok op, eller løbe en agilitybane. Når jeg kan se i deres øjne, at de er glade. At det vi laver giver deres liv mening og indhold. Hvad end vi vinder på agilitybanen eller ej. Det er for mig blot en sidegevinst ved at dyrke agility. Det er dejligt at vinde ja, og jeg deltager ikke i konkurrencer med andet for øje. Men det betyder ikke, at det er på bekostning af så meget andet. Der er så mange andre ting end agility, der kan gøre mig glad, og det er MIT valg, ikke min hunds, at vi dyrker agility. Derfor skal det også gøre min hund glad at dyrke denne sport. At samarbejde med mig på banen.

11077374_10152761053460920_1465891237_n

I dag løber jeg ikke længere med Sheila, men jeg løber ind imellem med Xenia i seniorklassen, og med Ayoe i den almindelige klasse. Derudover træner jeg med min blue merle sheltie Temptation. Jeg tror ikke at hun skal konkurrere på det niveau som de tre foregående sheltier, men hun elsker stadig at arbejde sammen med mig, så hun skal hvert fald have lov til dét. Så er jeg så småt gået i gang med at træne mine forældres Mercedes op til agility. Jeg tror og håber, at hun kan blive min næste konkurrence-hund. Hun har masser fart og er en lille ego-hund, der helt klart løber for hendes egen skyld! Hvilket jeg synes er fantastisk! Det vigtigste for mig når jeg arbejde med mine hunde er, at de arbejder fordi DE synes det er sjovt. Ikke fordi jeg beder dem om det.

Så for at besvare på indlæggets titelspørgsmål; jeg dyrker agility fordi jeg tror på, at en sport, hvor fører og hund samarbejder er vejen frem. Fordi jeg kan se at mine hunde elsker det, og slapper bedre af efter en gang træning. Fordi jeg forsvinder ind i en verden, hvor der kun findes mig og min hund og de udfordringer vi skal løse sammen når vi træder ind på en agilitybane. Alt andet er ligegyldigt. Små skænderier med kæresten derhjemme er glemte, eksamensopgaven der skal skrives forsvinder, pungen der er tom er lige meget. Jeg glemmer alt andet end banen og min hund. Og jeg elsker det.

11081620_10152761053465920_823057876_n

Jeg, Stine, vil gerne takke dagens gæsteblogger Jeanette for hendes dejlige indlæg. Det vil helt sikkert ikke være sidste gang jeg beder andre om at være gæsteblogger på siden! Hvad synes I læsere om at hører fra andre end mig er på bloggen?