Det er ingen hemmelighed, at Voodoo på mange måder har været lidt af en udfordring for mig – både på den ene, anden og tredje måde. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, inden jeg fik hundehvalp igen – men Voodoo havde jeg hvertfald IKKE forestillet mig.

Det er heller ingen hemmelighed, at min helt store udfordring har været, at Voodoo kan være en meget, meget forsigtig hund. Han bryder sig ikke om fremmede mennesker, hurtige bevægelser, høje lyde og alt det der. Han er i det hele taget en meget sensitiv hund – hvilket jo ligger til racen – men alligevel har jeg syntes at det var særlig “slemt” med Voodoo.

I dag fik jeg så for alvor en længe ventet følelse af succes – ja faktisk en lille rus over, hvor fantastisk en hund han egentlig er.

Voodoo begyndte til agility for en lille måned siden. Jeg var noget spændt, dels da jeg ikke turde lade ham løbe løs – han løber væk – og dels, da han slet ikke synes jeg er det mest interessante på sådan en stor græsplæne. Og første træningsgang… Ja, det var en af dem man glemmer hurtigt igen, med en hanhund der bare snuser, og snuser.

I dag var en helt anden – og det er gået den vej lige siden første gang! Voodoo var lige præcis den hund jeg havde håbet på at få for et år siden, hvis I havde spurgt mig. Han var glad, legesyg og sidst men ikke mindst, helt vildt interesseret i at “lege” med mig. Faktisk var han så vild med at lege agility med mig – for ja, det er altså noget vi leger – at jeg måtte stå tilbage fuldkommen blæst væk af kærlighedsrus. Han er den perfekte agilityhund.

Jeg glæder mig meget til at udforske agilityverdenen på ny, med min nye makker – og selvom det aldrig bliver det samme som at løbe med Kioko, så tror jeg det bliver mindst ligeså godt på en helt anden måde.

For første gang kommer det helt nede fra maven…

Voodoo er perfekt <3

18109638_10210352765509204_677990051_n