Igår udgav jeg et indlæg om, hvor pinlig berørt jeg bliver over, at hanhundene på udstillingerne bliver decideret aggressive overfor hinanden. Jeg hører knurren og væsen, samtidig med at jeg ser tænder og bid. Det er bare IKKE i orden, og det giver et fuldstændig forkert billede af vor race.

Heldigvis kan man som hundeejer gøre noget for at undgå de uheldige situationer – men det kræver mere af DIG end det gør af din hund.

Det er ikke unormalt at hanhunde har dominans problemer. Men det er vigtigt at løse problemerne, aller helst inden de vokser sig store.

Kilden til at løse problemet er især, at forstå hvorfor og hvornår din hund udviser dominans.

Hvornår bliver hanhunde aggressive? Hunde bliver aggressive, hvis de ønsker at skabe afstand. Nogle hanhunde vil, som min Kioko, forsøge selv at skabe afstand ved at gå væk fra situationen. Andre vil knurre og snappe ud, for at skabe afstand. Begge reaktioner er meget normale, men den ene selvfølgelig mere ønskelig end den anden.

Måske har vi svært ved at forstå, hvorfor vores hunde bliver aggressive og vil have afstand, men det er vigtigt at kende sin hund, og forsøge at forebygge og stoppe den aggressive adfærd.

Aggressivitet kan skyldes mange ting, blandt andre:

  • Manglende socialisering med andre hunde
  • At hunden har et dårligt hundesprog
  • Dårlige erfaringer
  • At hunden er blevet bange, f.eks. efter et overfald af en anden hund
  • At hunden forsøger at få egen nytte, f.eks at få en godbid for sig selv

Du oplever at din hund er aggressiv, når den knurrer, snapper og gør af andre hunde. Men der er faktisk mange andre signaler, som typisk kommer før denne adfærd. Det kan være at din hund er stiv i kroppen, går stift og meget fremadrettet. Måske læner den sig endda frem imod den hund, den truer, og stirre med store øjne.

Hvis hunden har et stift kropssprog skal du holde yderligere afstand, og aflede din hund.

Hvis hunden har en lav kropsholdning, kigger væk og ligger ørene ned, er den sandsynligvis usikker. En usikker hund, skal også have hjælp af sin ejer, til at komme i en “sikker situation igen” – væk fra de andre hunde. Det er de gode situationer, hvor ejeren kan læse sin hunds kropssprog, og afværge situationen før den for alvor bliver ubehagelig.

Hvis den aggressive adfærd ikke er blevet forebygget er der nogle tips til, hvordan du kan undgå de uheldige situationer:

  • Lad være med at skælde ud eller slå, hvis hunden laver udfald. Det vil kun forværre situationen, da hunden bliver yderligere ophidset af din ophidselse
  • Undlad situationer, hvor hunden laver udfald. F.eks. ved at holde god afstand til andre hunde
  • Lær hunden at tage kontakt til dig. Ved at lære hunden, at der er noget positivt forbundet med at tage kontakt til dig (en godbid, ros, legetøj), kan du aflede hunden fra dårlige situationer. Det tager ansvaret væk fra hunden, og over på dine skuldre
  • Tal roligt til hunden, afled hunden og få kontakt, i de situationer, hvor du ved at den kan lave udfald. Beløn hunden for at være rolig.
  • Gå væk fra situationer der stresser hunden. Når I er på afstand, og hunden er rolig, skal der belønnes

Træn hunden i, at være rolig blandt andre hunde.

I starten skal du holde rigtig god afstand, så hunden aldrig har brug for at vise aggresivitet. Hvis hunden først har haft brug for at udvise aggressiv adfærd, er det fordi du er gået for hurtigt frem.

Du kan træne den positive adfærd blandt andre hunde til for eksempel hundetræning eller ringtræning. Ringtræning handler nemlig ikke kun om at stå og bevæge sig, men også om at opføre sig pænt i ringen.

Jeg håber at dette indlæg, kan hjælpe jer til, at få styr på jeres hanhunde. Hvis I har brug for yderligere gode råd, så skriv endelig, så smider jeg flere indlæg op, gerne til specifikke situationer.

Hold øje med bloggen de næste dage også, da dette emne langt fra er afsluttet endnu.

"Gå væk fra mit legetøj", siger Voodoo her. Og Kioko trækker sig tydeligt væk.
“Værsgo, og tag legetøjet. Jeg trækker mig bare væk” siger Kioko her