I dag blev Kioko CT-skannet på AniCura Odense Dyrehospital. Jeg har længe bekymret mig, da Kioko ikke har opført sig normalt. Det hele startede for to måneder siden, hvor Kioko fik akut ondt i nakken. Han blev tilset på dyrehospitalet, som mistænkte en diskusprolaps eller hold i nakken. Efter et par dage på smertestillende medicin gik alting meget bedre, og Kioko blev sendt hjem fra Dyrehospitalet med “hold i nakken”.

Der gik 14 dage, hvor han kunne komme sig stille og roligt. Herefter tog jeg ham med til agilitytræning – bare lige for at se! Kioko sprang over to spring, hvorefter han løb forbi en tunnel og to spring – det ligner ham ikke! Så vi tog hjem og tænkte, at han nok skulle have et par ugers pause mere. Efter endnu et par dage begyndte jeg dog at se flere ting, som var ændret. Kioko travede ikke som normalt, galoperede ikke som normalt, og opførte sig i det hele taget lidt anderledes. Ikke meget anderledes, men bare lige nok til at jeg var bekymret. Rigtig bekymret. Andre der kender Kioko, kunne ikke rigtigt se at der var noget galt. Han er jo Kioko, og opfører sig jo nogle gange lidt sært.

Min mavefornemmelse med ham blev imidlertid ikke bedre.

Derfor opsøgte jeg hundekiropraktor, Rikke Wriedt, K9 performance. Hun var den første der kunne bekræfte mig i, at Kioko havde ondt i nakken endnu – rigtig ondt. Hun gav ham blid kiropraktisk behandling 2 gange, hvorefter hun bad mig om at få taget røntgenbilleder – hun kunne mærke at der var mere galt end som så.

Jeg fik Kioko røntgenfotograferet.

Tre dyrelæger på dyrehospitalet, jovist almene – men dog dyrlæger, så røntgenbillederne og kunne ingen problemer se. Min egen dyrlæge og yderligere en dyrlæge så billederne, og kunne ikke se problemer. Billederne blev sendt til Rikke, som havde en anden overbevisning. Rikke så en lille uregelmæssighed mellem femte og sjette halshvirvel, men havde svært ved at sige, hvad det kunne være. Hun mistænkte en diskusprolaps. Jeg ringede og bad dyrehospitalet om, at få en ekspert til at kigge på billederne.

Da dyrehospitalet ringede tilbage, havde deres ekspert præcis samme mistanke.

Efter anbefaling fra begge, uafhængigt af hinanden, valgte jeg i dag at få Kioko CT-skannet på dyrehospitalet.

CT-skanningen i dag viste desværre, at Kioko har en diskusprolaps i sin nakke. Den var tydeligt, når man så resultatet af skanningen. Det i sig selv, var en dårlig nyhed, da det betyder at Kioko skal holde sig i absolut ro i månedsvis, samt have en masse smertestillende – han har virkelig ondt! Tilmed så dyrlægen, at der var stor risiko for endnu en disk længere nede i ryggen, da diskene dér også lå meget, meget tæt.

Det betyder, at Kioko fra dags dato, er pensioneret som agilityhund….

Det skærer i mit hjerte, da han elsker det overalt på jorden – og jeg elsker at løbe med ham overalt i verden! Men Kiokos sundhed og helbred er det vigtigste, og derfor er dette indlæg også skrevet med store tårer i øjnene…

Mit lille hjertebarn…

Kioko <3