Indlægget er ikke sponseret

Bravecto

Jeg har før skrevet om Bravecto, tabletten der forebygger og bekæmper flåter, lus og lopper på vores hunde og katte. I dette indlæg vil jeg skrive om hvorfor jeg sværger til Bravecto, og hvorfor jeg er sikker på at den virker bedre end det meste andet flåtforebyggende.

Før i tiden brugte vi Bayvantic, som er en af de klassiske nakkepippetter. Men da Bravecto kom frem, og jeg hørte godt om den fra flere fagfolk besluttede vi os for at prøve. Og min erfaring er, at hunden er mindst ligeså godt dækket, omend ikke bedre, med Bravecto, som med Frontline og Bayvantic.

I sidste weekend hjalp jeg mine forældre i marken med at sætte nyt hegn op på hestefolden. Eftersom Kioko er ret dygtig til altid at blive i nærheden, og hygger sig med at være med, fik han lov at komme med ud og hjælpe, så længe der ikke var nogen der kørte traktor (hvis der er nogen der kører traktor synes jeg altså ikke han skal rende rundt!).

Mine forældre har en stor mose i enden af deres ejendom, hvor vi også skulle sætte hegn omkring, og Kioko nød at rende ned og dyppe poterne. Han fór rundt i buskads og krathegn.

Jeg-selv tog i løbet af dagen 4 flåter udenpå hans pels, og min mor tog 2. Da vi kom ind tog jeg yderligere 4-5 flåter fra pelsen, men ingen af dem havde altså nået at sætte sig fast!

Enten har jeg været heldig og få øje på alle flåterne inden de nåede at bide sig fast. Eller også – hvad jeg tror er mere realistisk – har de simpelthen ikke bidt sig fast, fordi Kioko er dækket med Bravecto. I de efterfølgende dage er Kioko blevet kigget GRUNDIGT igennem mange gange, for at være sikker på, at der ikke skulle være nogen – men der er ikke en eneste der har sat sig fast siden han fik sin sidste tablet for over en måned siden!

Så hvis du spørger mig, så er Bravecto det mest effektive flåt-forebyggende på markedet lige nu.

Og så ved jeg godt, at der går rygter på internettet lige nu om, at Bravecto har slået hunde ihjel og gjort dem meget syge. Men for nogen tid siden, valgte jeg (akademikeren som jeg er), at undersøge de studier der er lavet om Bravecto kontra andre flåtmidler – og der er altså ikke nogen tegn på, at Bravecto skulle have flere/større bivirkninger end andre flåtmidler – tværtimod!!!