Dengang Daniel og jeg skulle have en hund skulle vi “bare” have en hund, som kunne give os lidt ekstra indhold i hverdagen. En familiehund som vi kunne gå ture med, og en hund der gjorde at især jeg “aldrig var alene”. Jeg er opvokset med hund, og derfor har der altid været “nogen” hjemme. Derfor føltes det også så ensomt, at der ikke var den glade hund at komme hjem til hver dag som jeg havde haft hele mit liv.

2011-01-09
Laika, Tjack og jeg

Billederne ovenfor er af den anden og tredje hund der har fulgt mig gennem livet. Til venstre Laika, som var en fantastisk hund i min barndom. Hun var en rigtig omsorgsfuld Kleiner Münsterländer tæve, som man kun kunne holde af. Tjack (til højre) er mine forældres nuværende hund – han er søn af Laika, men blev faktisk solgt som hvalp. Hans købere kunne desværre ikke have ham mere, da han var kommet til at dominere familien og alternativet (desværre) var aflivning. Så mine forældre tog ham tilbage som 3 årig og fik ham kastreret – han var aggressiv, usikker. Umiddelbart havde vi alle svært ved at se, hvordan det skulle fungere, men Tjack fik en chance til (godt nok som kastreret hanhund). Dét er det bedste der er sket for Tjack – han er blevet en afbalanceret og kærlig hund. Han er stadig skarp overfor fremmede, men på dét punkt også velopdragen i den forstand, at hvis min mor siger at fremmede er okay, så synes Tjack også at de er okay!

Nok om min opvækst med hunde: Daniel og jeg blev enige om at vi skulle have hund men hvilken???

Mine forældre havde altid haft hund med stamtavle så det var ifølge mig selv ikke til diskussion. Vi skulle have en hund som jeg kunne gå til træning med, som kunne være alene hjemme, men samtidig var “nem” at have med omkring. Vi kiggede på mange racer, men valget faldt så småt på en Japansk Spids.

Vi besøgte et lille sted med kun to hunde, Kennel Maiwei, og det var derfra vores kommende hund skulle være! Jeg elskede at opdrætteren var seriøs, kompetent (uddannet veterinærsygeplejerske) og aktiv med sine hunde.

Tiden kom, hvor Ziki (Kiokos mor) fik hvalpe og 8 uger senere stod vi med den skønneste lille hvalp – Kioko!!! Den første tid var skøn – mange bander over at hvalpetiden er fyldt med blod, sved og tårer, men jeg husker hvalpetiden som noget helt fantastisk! Man følger de små væsners udvikling, giver dem alt det i bagagen de skal have og viser dem hele verden (åh den tid ville jeg gerne have igen).

Udstilling
Billede fra vores første udstilling

Kioko kom med på sin første udstilling, fik særdeles lovende og blev BIR baby. Og sådan startede vi med at udstille – for det gik jo ret godt! Udstilling nummer 2, 3 og 4 blev han alle BIR Hvalp og på 3. og 4. endda hhv. BIS2 og BIS3. Det hele to fart, og nu udstiller vi stort set på alle udstillinger i Danmark under DKK og SPK.

Da Kioko var fyldt 1,5 begyndte vi til agility. Kioko har altid været utrolig lærenem og dét sammen med at agility lige præcis er noget for ham gør, at vi hurtigt kommer godt i gang. Kioko ELSKER agility (og det gør jeg også). Efter et lille års træning bliver han så god, at vi starter konkurrencer og han får allerede sin første 1. plads. Han er SÅ god!!!

Alt dette startede med, at vi “bare” skulle have en familiehund. Men det blev til meget mere – et makkerskab som jeg ikke ville give op for noget andet i verden. Kioko er blevet en makker, en ven og én jeg kan dele mine interesser med. Jeg ser frem til mange år hvor Kioko og jeg kan udvikle vores makkerskab og nå langt sammen.

11047646864_c23444024b_o
Kioko og jeg, Fuglebjerg 2013

Indlægget blev lidt langt, men jeg havde brug for at give et indblik i, hvordan det er kommet så vidt med Kioko og jeg, og min interesse for hunde! 🙂