I dag hedder det 2018, og året venter forude med masser af gode oplevelser og udfordringer. Jeg glæder mig til det nye år, men synes også at det er både sundt og rart at kigge tilbage på 2017.

2017 blev året som især var præget af, at jeg tog DcHs træneruddannelse. Jeg tog både grunduddannelsen, samt familiehundeoverbygningen og agilityoverbygningen, og kan derfor både undervise familiehunde- og agilityhunde i 2018! Det var på mange måder spændende og lærerigt, men også hårdt og tidskrævende! Det har fyldt mange af mine weekender, hvorfor der heller ikke har været tid til agilitystævner og udstillinger – noget jeg vil sætte mere fokus på i 2018. En anden ting der også bliver fokus på i 2018 er, at jeg skal starte mit eget agilityhold til foråret, hvilket jeg glæder mig helt vildt meget til! Jeg har besluttet, at det skal været et fart og motivationshold, da det er dét jeg er god til.

Træneruddannelsen har altså fyldt meget i 2017.

En anden ting der har fyldt meget, er at Voodoo er kommet igang med at løbe agility. Det har været sjovt at starte forfra med en ny hund, men Voodoo er på alle punkter også en udfordring. Han er ikke som Kioko, og det har givet mig mulighed for at tænke anderledes end jeg har tidligere har tænkt – mere kreativt! Vi træner på en anderledes måde end jeg nogensinde har gjort, og jeg kan mærke, at det bære ham rigtig langt. Han kan blive rigtig god, lille Voodoo – men med Voodoo tager alting tid, og jeg har ingen forventning om, at han er klar til stævner i 2018! De ting, som han for alvor er blevet god til indtil nu, er felterne. Noget jeg har haft stor fokus på, og som derfor også er en fornøjelse at kunne sige, at de sidder lige i skabet! Voodoo har løbefelter på balancen og A’et, og han har dem HVER gang.

I de sidste par år, har jeg løbet agility med min venindes gamle Dansk Svensk Gårdhund, Milo. 2017 blev året, hvor vi droslede ned, og i december valgte vi at løbe vores sidste løb og konkurrence sammen. Det udmøntede sig i en 2. plads på landsplan i DAL-konkurrencen, som er en årlig konkurrence, hvor jeg næsten tør sige, at Milo kommer til at blive nummer 1 eller 2 – vi venter stadig på de endelige resultater, men det kunne da være en FED måde at slutte karrieren på for Milo.

I 2017 begyndte jeg, i takt med at jeg droslede ned med Milo, at løbe med en anden venindes Border Collie, Iso. Iso er en helt anden hund end jeg nogensinde har løbet med før, og det giver da både blod og sved (indtil videre!). Vi skal løbe konkurrence i starten af februar, så det bliver ret spændende, men hvis vi kan gå hjem med bare ét løb uden en DISK, så er målet mere end nået! Jeg glæder mig til at løbe endnu mere med den skønne, skønne hund i 2018!

2017 blev desværre året, hvor vi sagde farvel til min højt elskede ven igennem en stor del af livet – Tjack. Mine forældres gamle Kleiner Münsterländer blev aflivet, for han kunne simpelthen ikke mere. Han har altid haft en stor plads i mit hjerte og har sin helt egen historie. Tjack blev nemlig født i mine forældres hjem, mens jeg var barn. Han blev solgt, men kom tilbage til os et par år efter, fordi hans familie slet ikke kunne styre ham. Han var en frygtelig hund på det tidspunkt, og mine forældre valgte ret hurtigt at få ham kastereret. Det ændrede på mange måder Tjacks liv, og han blev en fantastisk sjov og spændende hund! Da Tjack var hvalp og boede hos os, var det netop ham jeg som barn pegede på og sagde “mor og far, kan vi ikke beholde ham?”, så det har altid været lidt min hund, vi fik tilbage.

2018 venter forude. Og hvad kan året egentligt byde på? Det vil jeg vende tilbage om i et nyt indlæg en af de næste par dage. Hvad har kendetegnet DIT 2017? Opture og nedture? Jeg glæder mig til at hører lidt om jeres år!

Tjack og en meget ung Kioko <3
Tjack og en meget ung Kioko <3