I sidste weekend var jeg til agilitystævne med min lånehund, Iso. Weekenden startede perfekt med at Anna, Isos mor, kom og hentede mig, og Iso blev helt vildt glad for at se mig. Hun har efterhånden fundet ud af, at jeg kan bruges til at løbe agility med!

Stævnet var en stor fornøjelse! Veltilrettelagt, velafviklet og i skønne omgivelser. Det er helt sikkert et sted jeg skal hen igen. Vilhelmsborg.

Lørdag startede vi med et rigtigt “Iso”-løb. Alting gik op i hat og briller! Jeg har forsøgt at lave en skitse af banen, hvis nogen er interesserede – tegningen er IKKE målfast, men kun en hurtig skitse.

For Iso gik det allerede galt ved vippen. Jeg havde godt fat i Iso efter springet, og hun havde låst sig på vippen, men A-brættet var bare et bedre alternativ. Så hun slap mig og løb derover. Nå, man løber altså bare banen færdig alligevel. Men når det først er gået galt på en bane med Iso, så går det nogle gange bare rigtig galt, og man kan ikke løse noget som helst! Det sværeste på banen, troede jeg, var at få hende forbi det tunnelhul, der ligger tættest på a-brættet. Det var imidlertid det eneste dér ikke voldte os problemer, og det var jeg ret godt tilfreds med! Det var nemlig svært med Iso. Jeg var heldig at få det hele på video, som I også kan se, herunder:

Andet løb var spring åben, hvor jeg desværre ikke opdagede, at Iso rev den første pind ned af det første spring. Vi havde et kanon godt løb, på en ellers svær bane, men pinden ødelagde selvfølgelig placeringen. Jeg bed alligevel mærke i, at Iso var 2,5 sekund hurtigere end den hund der vandt! Løbet kan I se, nedenfor:

Agility klasse 2 var også en rigtig fint gennemløb. Desværre blev vi disket på en svær vinkel ud af en tunnel. Resten af banen var helt perfekt!

I lørdagens sidste løb skete der så det, som ikke måtte ske.

Iso kom til skade – sådan rigtigt til skade!

Vi løb lidt af banen, og Iso bragede lige ind i en springstøtte. Men det gør hun jo så tit! Så jeg løb videre, og Iso gjorde også. Hun løb med samme fart som altid, og man kunne intet se eller mærke på hende. Først da vi kom over målstregen opdagede jeg, at hun var halt på sit ene bagben og slet ikke kunne støtte på benet!

Shit!

Vi fik set lidt på Iso af nogle veterinærsygeplejerske og hun fik lidt smertestillende. Men hun blev ikke frisk nok til at løbe igen søndag, og jeg måtte trække os. Heldigvis har Iso været ved dyrlægen mandag, og der var intet alvorligt galt med benet – det var “bare” slaget, som hun skal hvile med. Hun var ved dyrlægen igen onsdag, og det hele går stille og roligt fremad!

Thank god!

Er I klar over, hvor bange man bliver, når ens hund kommer til skade! Hun er ikke engang min hund, men jeg havde det ligeså slemt, som hvis hun var! Hun er sådan en dejlig hund, og jeg nyder hvert eneste løb med hende, og vi hyggede os SÅ meget i de dage, og kom rigtigt tæt på hinanden. Derfor bliver man også bare så ked af, og bekymret!

Heldigvis sender Iso’s søde mor opdateringer til mig dagligt om, hvordan det går, og det går heldigvis den rigtige vej. Så i det næste stykke tid bliver der ingen agility for hende og jeg, men vi vender forhåbenligt stærkt tilbage når Iso er helt ovenpå igen.