I weekenden afholdt min egen klub (okay, jeg har lidt ejerfornemmelse måske) landsdækkende agilitystævne. Der er en masse dygtige mennesker i vores klub, der har stor erfaring med at holde de her stævner, hvorfor stævnet også forløb helt perfekt. Jeg var kun med lørdag, da vi skulle til fødselsdag om søndagen, men det var virkelig en skøn dag med kun lidt regn, og masser af god stemning!

Kioko var bare helt fantastisk – og løb over al forventning. Han havde bedre fart på, end han nogensinde har haft til et stævne – tog ALLE sine slalom og var alt i alt bare en fornøjelse at løbe med. Og det sagt, selvom resultatlisten viser noget andet – for selvom min hund var dygtigere end jeg kunne forestille mig, var vi lidt uheldige og jeg var lidt klodset!

I agility klasse 2 får vi en 3. plads, men absolut bedste tid af alle hundene, og hvor den ene fejl er en bom der falder ned (hvilket bare er uheldigt!), og så får jeg ikke lige holdt på ham på balancefeltet, da jeg ikke vil få ham til at tøve. Super fantastisk løb, hvor jeg var MEGA stolt af min hund, der var HURTIGST!

I agility åben er der en helt fantastisk bane, hvor Kioko har fantastisk fart på, styrter afsted og ser en tunnel, hvor han lige glemmer at lytte til mit “skrig”. Ups, men altså så må jeg ligesom også huske at tunneller bare ER sjove!

I spring åben får vi en vægring fordi jeg ikke får smidt Kioko ordentligt om bag et spring – fuldkommen min fejl, stadig god fart og en motiveret hund.

I spring klasse 2 begyndte han at blive træt, ydede dog stadig 100 %, og vi snupper en 3. plads.

Nedenfor kan I se vores agility klasse 2 løb, hvor jeg virkelig er stolt af farten på hele banen. Jeg elsker at se den video fordi den minder mig om, hvorfor jeg løber agility med min hund – nemlig fordi han bare ELSKER det!