Atter blev det tid til at Kioko skulle til årligt sundhedstjek hos dyrlægen. Vi valgte at prøve en anden dyrlæge denne gang, da vi desværre havde en dårlig oplevelse sidst vi var hos dyrlægen. Så vi prøvede denne gang Morud Dyreklinik – og det er bestemt ikke sidste gang! Morud Dyreklinik er et super godt sted, hvor der virkelig bliver brugt god tid til, at en lettere nervøs hund, som Kioko var blevet, kunne få lov at falde til ro og få en god oplevelse. Jeg kunne tydeligt mærke at Kioko var nervøs efter vores sidste dyrlægebesøg, men efter at have hilst pænt på dyrlægen og veterinærsygeplejersken (og fået en masse godbidder) fik dyrlægen selvfølgelig lov at pille, kigge og vaccinere Kioko.

Udover at Morud Dyreklinik er et trygt sted at være for mig og min hund, har klinikken også en stor butik med masser dejlige sager til hunden. Jeg kunne da heller ikke dy mig for at købe en lækker “seng” med hjem til Kioko. Hvis I nogensinde kommer igennem Morud er det bestemt et kig værd at besøge deres lille, hyggelige butik!

Det årlige sundhedstjek bruger jeg til at få en professionel dyrlæges syn på, hvordan Kioko ser ud. Dyrlægen sagde ikke noget der overraskede mig: Kioko har en god vægt, ser fin ud, men har lidt belægninger på tænderne – heldigvis ikke noget vi behøver få renset endnu.

Kioko er vaccineret mod mange af de ting vi kan vaccinere ham imod. Det gør vi, fordi Kioko er en hund der er meget ude omkring andre hunde, og derfor har en stor risiko for at slæbe “noget med hjem”. Det vil vi selvfølgelig helst ikke risikere, og derfor vil vi hellere være på den sikre side, og vaccinere mod det der måtte være nødvendigt. Flere af vaccinerne i dag holder jo også i op til 3 år og derfor skulle Kioko kun vaccineres mod leptospirose og kennelhoste denne gang. Jeg synes også, at det er en rigtig god idé for alle hundeejere, uanset hvor meget hunden kommer ud med andre hunde, at få et årligt sundhedstjek hos en dyrlæge!

Anne-Mette, som er klinikchef hos Morud Dyreklinik, og som jeg har kendt privat i mange år, tog nogle super skønne billeder af Kioko ude i sneen efter vi havde ordnet det hele! Dem skal I selvfølgelig også se, her:

IMG_9005 IMG_8996 IMG_8998 IMG_8999