Agilitypote

Knuder, bekymringer og en lykkelig slutning

Forleden delte jeg min bekymring om Kioko, som pludseligt havde fået en stor knude på sit ene baglår. Vi var på dyrehospitalet igår, og jeg kan med det samme lettet røbe, at Kioko har det helt fint! Han blev ikke opereret, for det viste sig, at knuden var godartet.

Vi tog til dyrlægen kl 8, hvor jeg først talte lidt med specialdyrlægen, som fortalte lidt om forskellige knuder, og om hvordan de undersøgte og behandlede dem. Han ville undersøge knuden før den blev opereret ud. For selvom den var stor og pludseligt opstået, så ville han ikke nødvendigvis behandle den væk, hvis den var godartet. Ej heller, nødvendigvis, hvis den ikke var godartet, men havde spredt sig i hele hundens krop – så var løbet jo ligesom kørt…

Kioko fik lidt at falde til ro på, også kørte jeg på arbejde…

Efter et par timer ringede dyrlægen med gode nyheder. Der var taget mange prøver af knuden, og den VAR godartet. Han syntes at det var fjollet at operere den væk, når det kun er kosmetisk, og vi aftalte at hvis den voksede yderligere, måtte vi have den væk til den tid. Så jeg kunne lykkelig, glad og lettet hente Kioko.

Han var drøn træt – men han er altså også bare VIRKELIG træt når han har været i narkose – det husker jeg fra de sidste gange han har fået renset tænder!

Dyrlægen fortalte, at knuden mest var dannet af fedt, og formentlig havde ligget under huden længe, uden at vi kunne opdage det. Den havde ligget under nogle vener (mener jeg han sagde), og havde været trykket sammen under huden. Pludselig var den så svuppet ud, og derfor havde jeg opdaget den så pludseligt som jeg nu engang havde.

Så alarmen er afblæst, og jeg er taknemmelig for den professionelle hjælp jeg har fået. Både hos Morud Dyreklinik og Odense Dyrehospital. Ligeså glad er jeg, for alle de mennesker der har trøstet mig i de seneste dage, og som næsten har været ligeså bekymret for min hund, som jeg selv.

Kioko ELSKER at sidde foran når vi kører bil, og får faktisk aldrig lov fordi jeg synes det er for farligt. Men igår var jeg så glad og lettet, at han alligevel fik lov. Og han var træt, men glad og ikke mindst fuldkommen rask.

IMG_0733

// CHOK //

I lørdags fik jeg mig en frygtelig forskrækkelse, da jeg børstede Kioko igennem. Kioko er lige gået i fæld, så der bliver børstet jævnligt i denne tid. Men i lørdags fandt jeg noget der gjorde mig bange.

Kioko havde fået en stor knude på sit venstre baglår…

Grædende ringede jeg først til min mor, senere til min mand og til sidst skrev jeg lidt med en god veninde. Alle tre beroligede mig med, at det nok ‘bare var en fedtknude’, men var enige med mig i, at jeg nok hellere måtte få den undersøgt.

Tirsdag havde vi så fået en tid hos dyrlægen, og efter at dyrlægen havde kigget på ham i under 1 minut kunne jeg se i hendes skeptiske øjne, at hun var bekymret.

“Godt, at du ikke slog det til side med, at det nok bare var en fedtknude” sagde hun til mig mindst 5 gange. Hun studerede den længe, mærkede på den også begyndte vi at snakke, og tårerne trillede ned ad mine kinder. Knuden skulle undersøges, og eller væk.

Dyrlægen gav mig tre forslag: 1) Tage en lille prøve, som måske viste at der var noget ondt i knuden, og måske ikke viste det. Den ville ikke være 100 % sikker, så man kunne få et positivt resultat, som ikke var korrekt. 2) Lægge ham i fuld narkose og tage en lidt større prøve, der kunne give lidt større sikkerhed. Dyrlægen vurderede dog at det aller bedste ville være at 3) få den fjernet i en vældig fart, da den jo var kommet ligeså hurtigt, og hun var derfor meget bekymret for, at hvis den ikke var godartet, var den nok meget hidsig.

Jeg spørger min dyrlæge: “Hvad ville du have gjort?”. Og hun valgte nummer 3 uden at tøve. Hun spurgte, om jeg havde ham sygeforsikret, hvilket jeg ikke har, men som jeg svarede “Jeg er ligeglad hvad det koster, Kioko skal behandles hvis det er dét du siger”. Tårerne trillede stadig.

Min dyrlæge sagde, at hun ikke selv ville behandle ham når knuden var ‘så’ stor. Hun henviste mig til Odense Dyrehospital, hvor der skulle holde en af danmarks dygtigste specialdyrlæger i onkologi til. Så vi bestilte straks en tid, og Kioko skal under kniven på fredag.

Om den er godartet eller ej ved vi faktisk ikke. Men min dyrlæges udtryk sagde mig, at hun var meget bekymret. Når den er fjernet får vi den sendt til laboratorie undersøgelse for at få vished – især vished om, at hvis den ikke er godartet, har den forhåbentligt ikke spredt sig.

Så mit bedste råd til jer alle sammen må være…

“Ignorer aldrig en tilsyndeladende harmløs knude, fordi I tror det er en fedtknude… I kan redde jeres hund, hunden kan ikke fortælle, hvad der er galt.”

IMG_0423

Agilitytræning: Løbefelter

For et par måneder siden startede Voodoo til agility. Og selvom jeg er meget mere erfaren end dengang jeg startede med Kioko, føler jeg mig næsten endnu mere usikker end dengang.

Ikke fordi jeg er blevet dårligere end dengang – eller det håber jeg da ikke. Ikke fordi Voodoo er sværere eller dårligere end Kioko – for det er han bestemt slet ikke. Men fordi jeg har lært så meget, og fået SÅ mange idéer om hvordan jeg gerne vil træne med mine hunde. Kioko har lært mig helt vildt meget om hvad man kan få success med, men også om hvad man kan gøre anderledes. Voodoo er en helt anderledes hund end Kioko, og mange ting gør jeg på en anden måde.

For eksempel har Kioko fået indlært stop felter på balancen. Det betyder at Kioko løber op over balancebommen og stiller sig med 2 forpoter på jorden, og 2 bagpoter på balancen. Fordelen er, at man er sikker på at hunden tager sit felt – hvis den da har lært det ordenligt!

Kioko har imidlertid altid hadet sit stop felt. Han synes virkelig at det er død sygt at han skal løbe derhen og stå stille – man kan da ikke stå stille på en agilitybane?

Derfor besluttede jeg at Voodoo skulle have løbefelter. Altså tage feltet i fuld fart fremad. For at lærer ham det har jeg benyttet mig af en måtte. Voodoo har lært herhjemme, at man skal løbe hen over måtten, og altså have et ‘hit’ på den for at blive belønnet. Han bliver altid belønnet for at løbe, men får altid en særlig god belønning for at hitte på sit felt.

Indtil videre går det langsomt fremad – men han ELSKER balancen, hvilket var det første delmål, og han har fået forståelse for at han skal ‘hitte’, hvilket må være delmål nummer to.

Jeg har ingen balance derhjemme, så derfor har jeg trænet på et bræt, med en måtte, herhjemme.

Herunder får I lige et lille træningsklip fra haven.

Hvis andre overvejer at træne på løbefelter, kan jeg varmt anbefale metoden med en måtte!