Agilitypote

Gode råd til den forsigtige hund

Det er slet ingen hemmelighed, at Voodoo har haft en lang periode – okay måske kun 3 måneder, men det er altså lang tid – hvor han har været vildt bange for alt og alle. Han havde kun tryghed ved Daniel og jeg, og Kioko, og ja, så faktisk også alle andre hunde. Men mennesker – de var virkeligt farlige. Men heldigvis er tingene begyndt at vende for Voodoo, og han får mere og mere mod på verden. Derfor må det være på rette med lidt gode råd til jer, med forsigtige unghunde. Jeg har selv syntes at det var virkelig hårdt, at se på at ens lille unghund har været så ked af andre mennesker. Derfor er det en kæmpe succes, at tingene er begyndt at gå den anden vej.

Så her kommer lidt gode råd til den forsigtige hunds ejer:

1. Vær tålmodig
Mens hvalpen er hvalp gjaldt det om at byde den en hel masse – få givet hundens hukommelse en masse gode oplevelser at lagre. Nu hvor hvalp bliver til unghund er spillereglerne lidt anderledes. Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed. Hvis man glemmer at være tålmodig, og bare kaster den nervøse hund ud i ting den ikke er klar til, kan det ende i en sand katastrofe. Vær i stedet tålmodig, men vedholdende. Kast ikke hunden ud i noget den ikke kan klare, men giv den små successer. Og væbn dig med tålmodighed, for trust me, det kræver virkelig tålmodighed.

Husk på at din hund mærker, hvis du stresser op over en situation – det smitter af på hunden. Derfor har jeg faktisk haft stor gavn af min forlovedes hjælp, da han er meget mere rolig om hundene end jeg er – jeg er nok lidt en hønemor, og det hjælper overhovedet ikke sådan en nervøs unghund.

2. Gå til træning
At gå til hundetræning hjælper selvfølgelig med at få kontrol over hunden. Men for den usikre hund er der en helt anden gevinst. Hunden får selvtillid af, at opleve hvor stor succes den egentlig kan have. For Voodoo har vi gået på et kropskontrol kursus hos Nitas hundemassage (som jeg vil rose til skyerne i et andet indlæg!), og det har virkelig givet min unge mand en god portion selvtillid. Han har fundet ud af, at man faktisk godt kan styre hele sin krop, og det har givet ham meget. Selvom kroppen stadig er ung og ranglet, så giver alle de små successer vi har til kropskontrol træningen ham så meget selvtillid, at det smitter af på hele hans hverdag.

3. Masser af gåture
Jeg har sagt det før og siger det igen. Gåture og andre aktiviteter styrker båndet mellem hund og ejer. På gåturene oplever hundene verden, og når de oplever verden er de bedre rustet til at håndtere, når noget ikke er som de forventer. Gå kun ture i områder hvor unghunden føler sig tryg, men gør det gradvist mere og mere udfordrene. Start ikke med at gå inde i Københavns centrum, da det helt sikkert vil være for meget for den nervøse hund, men arbejd dig langsomt hen imod noget der er lidt mildere for hunden.

Og husk endelig, at du ikke må ynke over din hund – når den synes noget er farligt – det gør kun situationen værre.

4. Bed dine medmennesker om hjælp
Hvis hunden er bange for andre mennesker, er du nødt til at bede om deres hjælp. Lad hunden søge kontakt selv, og giv dine medmennesker en masse godbidder, så kontakten altid er positiv. Lær dine medmennesker lidt om hundesprog og om, at vende sit ansigt væk fra den forsigtige hund, når den forsøger at tage kontakt. Bed dem om at tale roligt til hunden og undgå pludselige bevægelser.

Og husk punkt nummer 1, vær tålmodig!!!

IMG_0167

Unghundetræning i Odense?

Har du en unghund, og vil du gerne gå til træning med den?

Har du lyst til at komme tættere på din hund, og styrke båndet mellem hund og ejer? Så starter jeg et unghundehold op i DcH Højme i starten af april. Der er stadig få ledige pladser på holdet, så hvis du er interesseret skal du være hurtig!

Holdet kommer til at have fokus på det gode forhold mellem hund og ejer. Der kommer derfor til at være mange kontaktøvelser og samarbejdsøvelser. Holdet er for unghunde der har gået på hvalpehold, eller ikke tidligere har gået til træning. Der vil bliver trænet basale øvelser som sit, dæk, indkald, gå-pænt og meget mere. Derudover arbejder man især med, at unghunde jo er i teenagealderen, og det tages der hensyn til.

Så trænger I til at komme ud og styrke jeres samarbejdsevne, lære andre mennesker og hunde at kende, og få lært lidt basale øvelser, så skriv til mig på stinedahl91@gmail.com

IMG_2143

Foråret er endelig på vej!

I dag gik jeg en lang tur med hundene. Vi gik ned ad stisystemerne bag Hollufgård, som faktisk ligger lige i vores baghave. Det er mit yndlings gåtur sted, hvor jeg især elsker at gå hen her i forårsmånederne. Hundene elsker det også – men de elsker jo at gå tur uanset vind og vejr…

Udover lange gå ture, og længere aftener til at gå dem i, så byder foråret også på nogle udfordringer for os hundeejere – især for os med unghunde.

IMG_0204

Forår betyder nemlig både vintergækker, hyacinter, påskeliljer og meget mere. Alle sammen er giftige løgplanter, som vores hunde i værste fald kan DØ af at spise. Og når man tænker på, hvor ofte Voodoo har løbet rundt med en eller anden gren i haven – ja – så er det faktisk noget der kan bekymre den her hundemor!

Jeg nægter imidlertid at lade min have indrette uden de smukke forårsbebudere, men holder et vågent øje på min lille mand.IMG_0202

Som hundeejer skal man huske, at det især er selve løget der er giftigt, selvom bladene også er giftige. Løget er absolut det mest giftige vores hunde kan få fat på.

Symptomer på at hunden er forgiftet er især diarre og opkast…

Så sørg for at nyde forårs solen, der faktisk er begyndt at varme en smule. Men pas på jeres hunde, som I jo også skal resten af året – det er bare nogle andre udfordringer på denne årstid.

Billede lånt af: www.signevals.blogspot.dk
Billede lånt af: www.signevals.blogspot.dk

Himmelen har fået den smukkeste stjerne <3

I går var det 2 uger siden vi sagde farvel til Tjack. Det har på mange måder været svært at tage afsked med den gamle dreng, men det var det rigtige tidspunkt, og bedst for ham at få fred. Det har taget mig 14 dage før jeg var klar til at skrive dette indlæg, og det giver mig stadig tårer i øjnene at tænke på, at Tjack ikke længere er blandt os.

Tjack var min hund. Altså, han var jo egentlig mine forældres hund, men han har altid været min hund. Tjack blev født i mine forældres hjem da jeg var ca. 13 år gammel. Laika havde hvalpe, og allerede dengang var Tjack noget helt specielt for mig. Det var lige ham jeg plagede og plagede om, om vi ikke nok kunne beholde. Men det kunne vi ikke. Mine forældre havde jo Laika, skulle ikke have to hunde – samtidig med tre børn, jobs, en hund og alt det der – og de skulle slet ikke have en hanhund. Den kamp var altså tabt på forhånd, og vi fik solgt Tjack til et dejligt hjem.

Tjack og en meget ung Kioko <3
Tjack og en meget ung Kioko <3

Siden da så jeg ikke mere til Tjack. Han var jo blevet solgt, ligesom de andre hvalpe, og vi håbede jo at alt gik perfekt, og at han ville leve lykkeligt hos sin nye ejer, til sine dages ende.

Men sådan skulle det ikke gå for Tjack…

Da Tjack var 3 år – eller hvertfald deromkring – ringede hans nye ejer. Han kunne ikke have Tjack mere. Tjack havde bidt konen, og man kunne ikke styre den her unge, livlige hanhund. Mine forældre takkede nej til at købe Tjack tilbage. De kunne simpelthen ikke betale penge for en hund på 3 år, som de egentlig ikke ønskede sig. Få dage efter ringede Tjacks nye ejer igen, og spurgte om han måtte komme og aflevere Tjack, uden at skulle have noget for ham. Det måtte han godt, for mine forældre har altid lovet deres hvalpekøbere, at de kunne tage hvalpen tilbage, hvis man ikke kunne have den mere – altså hvalpen, og ikke den voksne hund. Men de valgte at give Tjack en chance…

Det første stykke tid må virkelig have været et mareridt for mine forældre. Tjack var rundforvirret og anede ikke hvordan man skulle opføre sig. Han knurrede af deres børn – læs: MIG – og viste endda tænder af min far. Han var på ingen måde opdraget, og havde store mentale problemer. Efter en periode valgte mine forældre at rådføre sig hos dyrlægen, der anbefalede at prøve en kasteration, lige inden mine forældre var ved at give op – de kunne simpelthen ikke have en hund i huset, der kunne finde på at bide en af deres børn, uden advarsel.

Så Tjack blev kastereret…

Kasteration er – uden tvivl – det bedste der nogensinde er sket for Tjack. Altså. Ikke hvis du spørger Tjack – han var naturligvis ulykkelig. Men Tjack fandt balance i sig selv. Han behøvede ikke længere at blive aggressiv over for os mennesker i hans nye familie, og han behøvede ikke at fokusere så meget på sin kønsdrift som han tidligere havde gjort. Han fandt sig selv.

Vi fik en fantastisk hund.

En til tider lidt sær hund, men en hund som man kun kunne elske. Tjack var kælen, lærenem, lærevillig og ikke mindst glad. Hvor han før, hadede som pesten, når vi børn bare gerne ville sidde og nusse, og nusse, og nusse, lærte han at ELSKE det. Han blev, især på sine gamle dage, en vildt social hund, der bare gerne ville ligge SÅ tæt på sine mennesker som han kunne få lov til. Tjack kunne stadig blive sur. Ja faktisk så sur, at min mor oplevede at han kunne skræmme fremmede væk, når min mor var alene hjemme med ham. Han var ikke den klogeste, men han vidste alligevel når man var utryg – også kom gamle Tjack vidst op i ham – der var ingen der skulle være til fare for hans mennesker.

IMG_1851

Tjacks historie er, for mig, et eventyr. Han blev født i trygge omgivelser, jeg drømte om at beholde ham, men han måtte ud og få nogle oplevelser der satte sine spor. Da alt så sort ud, blev han “reddet”, og levede lykkeligt til sine dages ende. Et eventyr, Tjacks eventyr.

Han er en man aldrig glemmer <3

R.I.P. Tjack