Agilitypote

Kioko fortæller: Om at blive storebror

For 8 måneder siden blev jeg storebror. Daniel og Stine fik ikke et barn, de fik Voodoo! Og blev jeg spurgt? Nej faktisk ikke!

Så for 8 måneder siden var min mor ikke hjemme. Jeg hyggede mig med min far, som vi jo gør engang i mellem uden mor, men hun havde forsøgt at fortælle mig et eller andet med Sverige og nogle hundehvalpe. Så trillede der en bil ind i indkørslen, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var min mor der kom hjem. Jeg sprang ud af døren, hen til lågen og ud til min mor. Henrykt over at se hende igen. Hvad jeg ikke ænsede var, at hun havde taget en lille gæst med hjem. En meget lille gæst!

Hun havde godt nok ikke savnet mig, ligeså meget som jeg havde savnet hende, og det var også lidt som om, at hun ikke havde tid til at se på mig. Hvorfor? Jeg var jo bare SÅ glad for at se hende.

Da hun kom indenfor kunne jeg da godt se hvorfor. For der var en lille, lille bitte hundehvalp med. Årh den var sød – men jeg turde altså ikke være ret tæt på den – de er ret skrøbelige sådan nogle små nogle. Så når den forsøgte at nærme sig, for den var jo faktisk ret glad for at se mig, så måtte jeg VÆK. Set i bakspejlet var den måske bare glad for at se, at selvom den var blevet taget væk fra sin mor, sine søskende og alle de andre hunde den boede sammen med, så var der andre ligesom den. Små hvide uldtotter.

Vi skulle sove, og det gjorde vi. Jeg sov oppe ved min mor. Skulle ikke risikere, at den lille ting kom hen til mig om natten mens jeg sov. Så dén nat og de mange efterfølgende nætter, sov jeg oppe ved min mor hele natten – og det plejede jeg altså ikke at gøre!

Efter et par dage havde jeg så småt vænnet mig til den – men tænkte alligevel om der mon ikke snart var nogle der kom og hentede den igen. Den begyndte at blive en anelse irriterende. Ville løbe hen til mig hele tiden, lege og alt muligt jeg bestemt ikke havde lyst til.

Min redning blev et par dage efter, da vi fik besøg af Blanco. Min gode, gamle ven!

Blanco havde åbentlyst et helt andet syn på den lille lort. De to legede vildt og voldsomt i lang tid. Jeg selv, ville helst sidde over ved min mor imens. Det dér med sådan en lille én er altså ikke noget for mig!

IMG_1865

Efter et par måneder måtte jeg indse, at den lille lort nok var kommet for at blive. Så man kunne ligeså godt få det bedste ud af det. Så længe min mor stadig havde mig som nummer 1! Af og til blev jeg lidt i tvivl. Men så tog hun mig med til agilitytræning, UDEN den lille lort. Så hun havde nok ikke nedgraderet mig alligevel.

Og jeg var altså ikke ret vil med den. Den kom hele tiden og bed mig i halen og i benene i et forsøg på at få mig til at lege med den. Men hvem gider lege med én der bider dig i halen?

Okay, okay. Med tiden blev det faktisk bedre og bedre. Den er meget hyggelig, den store hundehvalp. Ikke den lille hundehvalp. Dem er jeg ikke vilde med. Men nu er den ikke så lille mere. Man kan godt lege med dem når de ikke er så små. Man kan lege fangeleg i haven, eller man kan lege den dér, hvor man trækker i hver sin ende af bamsen – indtil den går efter mig i stedet for bamsen, altså!

Og så har den lært, at den ikke må tage mine kødben. Det har min mor lært den. Og jeg har også lært at jeg gerne må knurrer lidt af den når den prøver. Man bliver nødt til at holde fast, siger mor.

14589823_10208988139033827_1208602357564307522_o

Selvom jeg ikke helt vil indrømme det overfor min mor, så er jeg faktisk blevet lidt glad for den lille lort. Den kan godt nok være irriterende og opmærksomhedskrævende. Men den er god at lege med, og vi kan holde sammen. Den ved godt, at jeg ikke bestemmer over hverken den eller nogen som helst andre, så vi har aldrig behøvet at slås. Det kan jeg godt lide. Jeg kan bedst lide ro og fred.

Voodoo er min lillebror. Jeg bliver ikke ked af det, hvis han flytter hjemmefra i morgen. Men han må godt være her.

Om at løbe agility med en andens hund…

Det er ingen hemmelighed, at jeg for et års tid siden begyndte at løbe agility med min veninde-, træner- og træningsmakkers hund, Milo. Det har på mange måder været utrolig lærerigt, og i dette indlæg vil jeg gerne dele mine oplevelser om, at løbe agility med en andens hund. Netop fordi jeg i mandags, startede som træneraspirant i agility, og fik en skøn mulighed for at prøve at løbe med en helt anden type hund end jeg er vant til – nemlig en fantastisk fremadsøgende Border Collie, der giver helt andre udfordringer end når man løber med lille Kioko og gamle Milo.

Det har været en proces for mig, at takke ja til at blive agilitytræner. Første gang jeg blev spurgt tror jeg bare, at jeg begyndte at grine. Hvorfor? Fordi jeg syntes SLET IKKE jeg var dygtig nok til, at jeg skulle kunne undervise nogen i noget som helst når det kom til agility. Og når man ikke selv har troen på det, hvordan skal man så kunne give andre den?

15-06.3

Det sidste år, har imidlertid vendt op og ned på mange ting, og også på min beslutning. Så jeg har tilmeldt mig træneruddannelsen i agility hos DcH!

Jeg har løbet med Milo i et års tid. Han har lært mig SÅ meget. For selvom Milo og Kioko ikke ligger langt fra hinanden typemæssigt, er der alligevel en verden til forskel, når man løber med de to! Milo er en ældre herre, men super, super signalstærk, og derfor har der altid, mens jeg har løbet med ham, været kontant afregning. Det har både været svært, fordi så skulle jeg jo pludselig til at tænke over hver lille detalje af min handling, men det har også været en stor fordel for mit løb med Kioko, da det har givet mig troen på, at min handling godt kunne sidde lige i øjet (i det mindste bare en gang i mellem)! Milo og jeg har haft nogle helt fantastiske løb sammen, og det betyder også, at jeg skal løbe mit første klasse 3 løb med ham, til et stævne, om et par weekender! Milo kan sagtens, så vi håber at min handling rækker…

I mandags bød der sig så en ny mulighed. Jeg er startet som træneraspirant i vores klub, og jeg fik lov at være med til at undervise nogle hundeførere. Mange af de små hunde følte jeg egentlig, at jeg havde masser at give til. Et blindkryds her, en kortere bue der og lidt ekstra fart i benene på hund og fører. Det kørte bare derud af, og selvtilliden var i top! Lige indtil der kom en flyvende Border Collie på banen. Jeg har altid været SÅ imponeret når jeg har set de to løbe sammen, fordi det bare er en hund med smæk på. Og når der er så meget fart på en hund, hvad kan så egentlig være så svært? Jeg mener, den løber jo, så du skal bare dirigere, ikke???

Da de havde prøvet lidt til kunne jeg godt se, hvor svært det i virkeligheden så ud, når man nu skulle hjælpe dem. For hvad dælen var det lige der skulle til, for at få den hund på den rigtige side af springet. Ja, jeg havde hvertfald ikke en løsning, men det havde handleren heldigvis selv! Jeg havde slet ikke set løsningen for mig, og havde slet ingen måde at hjælpe den her handler på. Og det er lidt frygten man har, når man selv skal have et hold!!!

Nå, men jeg fik stukket den her Border Collie i hånden, eller det vil sige, det behøvede jeg ikke, for hvis jeg gik hen til det første spring, så var den klar, og ligeglad med hvem jeg var eller hvad jeg ville – for den ville altså løbe agility. Jeg havde ikke den mindste chance for at handle den her hund, det var SÅ svært. Den spurtede jo afsted uden at kigge på mig!!!

Jeg gik hvertfald hjem med lidt at tænke over, og næste gang jeg ser én løbe agility med en hurtigløbende Border Collie, så tænker jeg nok ikke lige: Hvor svært kan det være, den løber jo selv! 

Jeg glæder mig over, at jeg kan få lov at prøve sådan en hund, og har også fået lov at låne hende en anden gang, for dét får man virkelig meget ud af!

15-06.6

En Japansk Spids eller en Japansk Gravhund?

I de sidste par dage har jeg passe mine forældres hunde og heste. Det betyder også, at jeg har boet derude i de sidste dage, for det er simpelthen meget nemmere, når man skal lukke heste ind om aftnen, og lukke dem ud tidligt om morgenen inden man skal på arbejde. Det er på mange måder rigtig hyggeligt og nemt at passe dyrene, da hundene faktisk underholder hinanden rigtig meget. Tjack er gammel og lunter bare lidt rundt, Kioko opfører sig som altid eksemplarisk, og Voodoo og Cosmo spæner rundt i haven og leger. Det lyder som ren idyl, ikke?

Der er bare lige den lille ting ved det, at når man løber rundt i haven, og løber alt hvad man kan, i timevis, så bliver haven til en stor mudderpøl! Hverken Cosmo eller Voodoo er i øvrigt særlig kede af at blive beskidte, og det betyder altså at den største opgave, når man bosætter sig herude på landet er, at der bliver SÅ frygteligt beskidt. De slæber jo kæmpe store mængder af mudder med indenfor! Og Voodoo kom endda indenfor og lignede en mudderpøl. Jeg blev et kort sekund i tvivl om, om det var en Japansk Spids, eller om der fandtes noget der hedder en Japansk Gravhund?

I kan lige se, hvor SKØN han så ud, og bedømme selv. Japansk Spids eller Japansk Gravhund?

Voodoo

Hundeudstillinger – En herlig hobby

Er du helt ny indenfor udstillingsverdenen? Har du udstillet få gange, men mangler ligesom, at finde ud af hvad der er påkrævet, hvad de forskellige ting betyder og hvordan du præstere bedre? Eller er du erfaren handler, har udstillet i flere år, og har bare brug for lidt ny inspiration og god læsning?

Hundeudstillinger

Hvis du bare kan nikke genkendende til én af ovenstående punkter har jeg et forslag til dig. Nemlig bogen “Hundeudstillinger – En herlig hobby” af Hanne Mathiasen.

Bogen giver den nye udstiller et super godt indblik i, hvad det vil sige at udstille hund. Hvad skal man kunne, og hvordan skal hunden stå og gå i ringen? Hvad betyder det når dommeren beder om en trekant, og hvad mener han egentlig når han skriver i din kritik, at hunden er godt vinklet? Bogen indeholder også gode råd til pelspleje og en praktisk huskeliste med de ting du skal have med på en udstilling – og den huskeliste bruger jeg altså stadig hver gang jeg skal afsted!

Bogen indeholder også tricks til, hvordan du kan træne din hund, så den bliver klar til at komme på udstillinger. Bogen afsluttes med andre idéer til aktiviteter du kan lave med din hund såsom agility, lydighed og rally. Men udstilling er altså ikke “bare” så simpelt som det ser ud. Det tager årevis at blive en god handler, da det handler om at præsentere hunden fra sin aller bedste side! Hunden skal naturligvis kunne 2 ting: Stå og trave, men det kræver en dygtig handler at fremhæve hundens bedste kvaliteter.

Bogen indeholder også en klumme fra tre danske dommere, der beskriver hvordan de ser en hundeudstilling, og hvad der især skal til for at de giver en rigtig god bedømmelse. Bogen giver gode råd til den erfarne udstiller. Råd om, hvordan man bedst præsentere sin hund, og hvad dommeren især lægger mærke til.

“Hundeudstillinger – En herlig hobby” kan købes på stort set alle DKKs international udstillinger. Hvis du ikke lige kommer på de udstillinger kan den også købes på Hanne Mathiasens egen hjemmeside, her.

Jeg har lånt en Thundershirt!

Når man først har prøvet at have en hund, der er helt vildt bange for nytårsaftens fyrværkeri, vil man som hundeejer gøre ALT for at mindske angsten næste år. Jeg prøvede Adaptil feronomhalshånd på ham i år, men jeg synes ikke det havde nogen effekt. Det er selvfølgelig svært at sige, om det ville have været værre uden halsbåndet, men jeg havde en følelse af, at det slet ikke hjalp. Det eneste der hjalp var tryghed i hans bur.

Jeg spurgte mine læsere, jer, på Facebook, om I havde nogle erfaringer og anbefalinger til hvad jeg kunne prøve. Flere af jer nævnte: Thundershirt!

Og jeg må sige, at jeg er lidt kritisk. Jeg forstår simpelthen ikke, at en “trøje” skulle kunne hjælpe på angst. På den anden side, er jeg desperat for, at Voodoo aldrig skal have så dårlig en aften igen, så jeg er villig til at prøve lidt af hvert. Jeg har heldigvis SÅ mange gode hundevenner, at der hurtigt var en der tilbød mig at jeg kunne låne en Thundershirt – så kunne jeg da lige se om størrelsen var fin, og om han overhovedet kunne acceptere at have den på.

Det kan han godt!

Han fik den på, og først syntes han, at den var lidt dum. Men det gik nu hurtigt over. Så han rendte rundt med den i lidt tid, og virkede ret ligeglad. Om det virker ved jeg endnu ikke, men jeg har i sinde at prøve og købe en om et lille års tid, inden nytår. Thundershirt er SÅ sikre på, at “trøjen” har en effekt, at der er 45 dages fuld returret, så jeg bliver nødt til at prøve det.

Men hvordan virker den så?

Thundershirt skriver på deres hjemmeside, at trøjen giver et konstant, blidt tryk, som efter sigende skulle berolige hunden. Det skulle virke ved, at det blide tryk har en beroligende effekt på hundens nervesystem.

En Japansk Spids ER altså ikke særlig pæn med tøj på, men jeg må alligevel sige, at Voodoo tager sig rimelig pæn ud. Han er nu altså ved at blive en ret lækker ung mand, hvis jeg selv skal sige det!

IMG_0038