Dette indlæg kommer til at handle om at “få styr på de hanhunde” i en specifik situation – nemlig i udstillingsringen. Som I læste i mit indlæg igår, del 2 som I kan læse eller genlæse her, handler det især om at have kontakt til sin hund og at forebygge.

Udstilling
Indlær god adfærd fra hvalpestadiet

Forestil jer dette scenario:

Du kommer ind i en udstillingsring. Hunden skal til at præstere og du har lidt stress over, at hunden skal præstere godt. Det mærker din hund! Hunden kigger efter de andre hunde, og de kigger efter den. Hunden mærker dit stressniveau, og de andre hunde er samtidig lidt for tæt på. Hunden gør et udfald, og du skælder ud.

Hvor skal du gribe ind?

Du skal gribe ind allerede inden hunden kigger efter de andre hunde. Sørg for, at skabe kontakt til din hund – det er altså vigtigere at holde kontakt til din hund, end at kigge efter dommeren. Kom godt ind i ringen, gerne i god tid, og få kontakt til hunden. Hvis de andre hunde går for tæt på, så træd et skridt ud af rækken, frem eller tilbage, for at få lidt ekstra afstand. Selvom du ikke altid kan få andre til at holde afstand, kan du altid selv træde ind mod midten af ringen eller ud mod publikum for at få lidt mere plads.

Forestil jer dette scenario:

Du er kommet godt på plads i ringen, har fået stillet din hund op og føler egentlig du har god afstand. I bliver sendt rundt i ringen. Du står nr. 2 i rækken, og venter lige 3-5 sekunder med at sætte igang, så den forangående hund kan komme ud af din hunds ‘comfort zone’. Hvis du løber hurtigere end hunden foran, laver du lige en ekstra cirkel rundt om dig selv i et hjørne, for ikke at stoppe din hunds fine løb, men stadig øge afstanden. Hvis ham/hende bag dig ikke holder afstand, så beder du vedkommende om det (og du må godt tale så højt så der ikke er tvivl om, at det er hørt)!

Hold afstand og hold kontakt.

Opstår problemet når du bevæger dig, eller når du venter?

Hvis problemet opstår når I står og venter, er det måske fordi du/I ikke holder afstand, eller fordi du ikke underholder din hund. Når man alligevel står og venter, så kræv lidt af hunden. Kræv enten at den skal stå super flot og holde kontakt til dig, eller kræv noget andet, som hunden skal tænke over. Hvis hunden skal tænke, tænker den ikke så meget på de andre hunde.

Hvis problemet opstår når I skal løbe rundt, skal du, som jeg skrev ovenfor, selv holde god afstand til ham foran. Du kan desværre ikke være garanteret at vedkommende bag dig holder afstand – men du har ret til at bede om det. Og hvis han ikke gør, så træk lidt ind mod midten igen, så må din bagvedliggende (for pokker) blive ude på sin egen linie.

Nøglen til, at hundene ikke skal gøre udfald er 2 ting:

  1. TRÆN KONTAKT. Det vigtigste for din hund skal være, at holde kontakt til dig. Du skal øve dig hjemmefra, for kontakt kommer ikke af sig selv.
  2. HOLD AFSTAND. Hunde har brug for plads – og det er dit ansvar

Find et sted i nærheden af dig, hvor der er ugentlig ringtræning, og meld dig til. Det kan godt være at din hund kan gå og stå pænt i ringen, men hvis den føler sig trængt op og har brug for at gøre udfald, så er den ikke trænet nok.

Og hvad der er endnu vigtigere – kig på jeres hunde! Hvis I kender jeres hundes sprog, så kan I også se på hundens kropssprog, hvornår noget er “for meget”. Og der er det ingen andens end DIT ansvar at hjælpe hunden, heller ikke ham bagved eller foran.