Agilitypote

Kioko er testet for patella luxation…

Eftersom Kioko både er Dansk Champion, har to yderligere titler på stambogen (DKJV12 og KTH-B), er en dygtig agilityhund og en fremragende familiehund, begynder man da at overveje om man skal lade ham bruge i avlen.

Jeg har den holdning, at en god hund skal bruges i avl, men er også kræsen. Så min hanhund skal naturligvis kun bruges på en god, stambogsført Japansk Spids, som passer godt til hans linier og kan supplere hans svage sider.

Derfor blev Kioko undersøgt for Patella Luxation (løse knæskaller) hos dyrlægen i onsdags. Jeg havde slet ikke nogen grund til at mistænke ham for Patella, men Patella rammer desværre mange små hunde (og er arveligt), så derfor synes jeg man bør undersøge for det.

Kioko blev testet med resultatet 0/0!

Så det kan jo ikke være bedre!

14041715238_364c5733dd_b

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde grund til at mistænke ham for Patella, da jeg mener at ville have opdaget det før, hvis der var problemer. Kioko er trods alt en hund, der belaster sine ben mere end de fleste andre, da han jo er en aktiv konkurrencehund. Agility er sundt, da det holder hunden igang, men slider naturligvis også på hundens krop!

At kæmpe med en forhindring: A-bræt

Der er bare nogle agilityforhindringer der er nemmere end andre. Også er der bare nogle forhindringer, som er en større udfordring end andre. Og vi har to store udfordringer lige for tiden: a-bræt og vippe.

I dag skal det handle lidt om a-bræt. Som I kan se på billedserien nederst i indlægget, er der altså temmelig langt ned fra a’et, når man skal “kravle” hele vejen ned. Men for måneder siden, sprang Kioko oppe fra midten af det grønne, og det gad jeg bare OVERHOVEDET ikke have – hans stakkels ben skal jo holde mange år endnu.

Det betyder, at min overmodige hund, lige skulle have flyttet sit over-mod til, at være over-dygtig! Kioko synes pt. at det er VILDT irriterende OG uretfærdigt, at han skal helt ned og stå på feltet før han må give fuld fart – men hvis alternativet er at han springer fra toppen af a’et – så er det simpelthen ikke til diskussion!

Vi træner lidt forskelligt på a’et for at få ham til at nyde at gå “helt ned”. Jeg ligger godbidder på et “target” foran ind i mellem (jer der har fulgt Canis Klikkertræningskursus ved formentlig, hvad jeg mener med “target”), så der er noget at komme ned til. Men jeg forsøger at lade ham vænne sig til, at feltet på a’et er nøjagtig det samme som balancen – som han jo står så fint på!

Forskellen for Kioko er, at man kan få så god fart på ned ad a-brættet, så han glemmer at man skal stoppe – det er altså lidt svært at vide, hvor hurtigt man kan tage forhindringen, så det er noget vi øver os meget i lige pt.
IMG_0996 IMG_0995 IMG_0966

Jeg vil snart forsøge at lave et indlæg om vippen også. Men det kræver 1) at jeg kan lokke en til at hjælpe med kameraet, og 2) at jeg får bestilt en tid i hallen til træning igen. Fordi ØV hvor er det træls at man ikke bare lige har en vippe ude i haven 🙂

Dårlige vaner og hvorfor jeg IKKE er den perfekte hundeejer

Jeg har før sagt, at blogge ofte giver et rosenrødt billede af virkeligheden. Mine læsere må af og til tænke “Åh, hvor er hun dog hellig”, “Gør hun aldrig noget forkert” eller “Hun må da for pokker også have et læs dårlige vaner”. Og svaret er JA! Ting ser rosenrødt ud, men sådan forholder virkeligheden sig slet ikke.

For jeg har masser af dårlige vaner når det kommer til hundeopdragelse. Min hund hopper op, er af og til oftest at finde i møblerne, og jeg giver ham aaaaaalt for meget opmærksomhed når han skal være alene hjemme.

IMG_0817

Sagen er den, at vi alle sammen vil vores hunde det bedste – det vil jeg også – og nogle gange er det bare SÅ svært at være den hårde hundemor. Jeg ville for eksempel ønske, at jeg bare kunne tage hjemmefra uden at fortrække en mine.

Men det kan jeg ikke!

Så hver gang (og jeg mener hver eneste dag) når jeg tager på arbejde / i skole får Kioko lidt godbidder og tyggepinde at underholde sig på, den første tid når han skal være alene. Ikke fordi det er en særlig god idé – for så får han jo virkelig at vide, at han skal være alene hjemme og at det er SÅ forfærdenligt – men fordi jeg ikke kan lade vær!

Jeg er også en af dem, der hader at elske flexliner. JA! Jeg bruger flexline og er ikke spor stolt af det. Der er perioder, hvor jeg kæmper med mig selv for at gå med den almindelige hundesnor – men efter en måneds tid tyr jeg tilbage til flexlinen (heldigvis er Daniel standhaftig med den rigtige snor, så Kioko glemmer aldrig helt at gå pænt).

FlexiVario

Og når det så bliver sommer – vi er trådt ind i sidste officielle vintermåned, så vi må vel godt glæde os – så hopper Kioko op ad dine bare ben. Du får grimme kradsmærker fra hans skarpe klør, men det har han altså ikke lært at han ikke må. Jeg vil lærer min næste hund, at den ikke må, men for Kioko er det spil ligesom kørt og jeg kan ikke nænne at sige nej til ham. Det kan min mor, og det kunne hun fra han var helt lille, hvilket betyder, at han næsten ikke hopper op ad hende (hun ville nok sige at det ikke passer – men han prøver virkelig at lade være i mine øjne)!!!

Slut med at være hellig – og på den her blog får I ikke kun det rosenrøde – så her var lige et indlæg om ikke at være den perfekte hundeejer, men om at jeg prøver så hårdt jeg kan!!!