Agilitypote

Udstillingskritik, Lunderskov 2015

I lørdags deltog Kioko og jeg i Spidshundeklubbens udstilling i Lunderskov. Det var årets sidste indendørs udstilling med en dommer der var meget hård i sine bedømmelser. 9x excellent, hvor kun 6 var med CK, 10x very good og 4x good. Kioko kom hjem med en very good, og sneg sig lige op på en 4 plads i sin klasse.

 

Kiokos udstillingskritik (oversat fra svensk):
Godt hoved, noget fremtrædende øjne, god hals, gode proportioner, kunne have noget bedre udfyldt brystparti, gode vinkler, kunne have noget bedre forpoter (?), gode bevægelser fra siden, rør sig noget ustabilt fremme, ikke i bedste pels, god hale

 

Jeg forstår ikke helt hvad der skulle være galt med Kiokos forpoter, men det syntes dommeren så at der var. At han ikke var i bedste pels kan jeg kun samtykke. Kioko er ikke den kraftigste hund, så at hans brystparti kunne være bedre udfyldt er netop en af hans svagheder. Tilgængæld synes jeg bestemt ikke at han rør sig ustabilt fremme.

Normalt synes jeg ikke, at jeg har noget imod nogle dommere, da hundeudstillinger er en subjektiv affære, men denne dommer havde allerede bedømt Kioko inden han så ham. Jeg kunne mærke og iagttage allerede i den første runde vi løb i ringen, at dommeren slet ikke kiggede på Kioko, hvilket jeg synes at drøn irriterende for at sige det mildt!!! Det er fair nok, når en dommer bedre kan lide andre typer end min, men at bedømme hunden allerede inden man har set den løbe sin første omgang – det synes jeg bestemt ikke er fair!!! Bedømmelsen var jeg helt okay med, selvom man ikke bliver glad for en very good, men på denne dag var dommeren bare hårdere end sædvanligt så derfor syntes jeg at very good var ret fint – men det irriterer mig stadig, at jeg følte at min hund var bedømt på forhånd!

Klikkertræning – indlæring af adfærd

Forleden fik I et indlæg om, hvordan man starter på klikkertræning. Har I mon fået fat i en klikker, og har I fået delt nogle kliks og belønninger ud? Hvis ja, så er I godt på vej til at træne med klikker, og I kan allerede begynde at klikkertræne den første adfærd.

Du har sikkert allerede lært din hund at “sidde”. Men denne øvelse kunne du ligeså godt have brugt klikker til at indlære (du kan indlære sit som herunder, eller du kan bruge en anden kommando at indlære).

Indlær sit med klikkertræning:

1. Hunden sætter sig frivillig ned og får et klik i samme sekund den sidder. Godbidden kommer selvfølgelig efter klikket som sædvanligt (altid belønning efter klik). Gentag dette mange gange!

2. Sig “sit” i samme sekund hunden sætter sig ned frivilligt (som før, men giv kommandoen lige før klikket). Gentag øvelsen 20-30 gange.

3. Sig “sit” lige før hunden sætter sig ned frivilligt.

4. Sig nu “sit” før hunden selv vil sætte sig ned. Husk at du kun skal give kommandoen, når du næsten er sikker på, at hunden sætter sig ned på din kommando. Klik og beløn (og gentag, gentag, gentag)…

5. Når hunden har lært at “sit” betyder klik og godbid, vil den formentlig sætte sig foran dig hele tiden for at få en godbid (ja, de er kloge de hunde). Men når hunden har lært, at den skal sætte sig på kommandoen “sit”, skal du kun klikke og belønne når du har bedt den om det. Det betyder altså, at hunden ikke skal have en godbid hver eneste gang den kommer og sætter sig foran dig.

Klikkertræning kan bruges til at indlære alle mulige forskellige kommandoer og øvelser. Hvis din hund ikke reagere på klikket, kan du vende tilbage til det første skridt i klikkertræningen igen her.

Kioko.ny

Klikkertræning for begyndere

Når man går så meget op i hundetræning som jeg gør bliver man ofte spurgt om man bruger klikkertræning. Og ja, jeg bruger klikkeren i min træning. Men hvordan begynder man at bruge klikker i sin træning og hvorfor er det en rigtig god positiv forstærkning?

Klikkeren bruges til at bebude, at der er en belønning på vej. Klikkerens fordel er, at du kan nå at “klikke” i præcis det øjeblik, hvor hunden har en ønsket adfærd. Det betyder, at hvis du skal lære din hund sit, skal klikket komme i netop det sekund hunden sætter sig ned.

En meget ung Kioko til hvalpetræning
En meget ung Kioko til hvalpetræning

Det første skridt, når man skal begynde på klikkertræning er, at finde effektive, positive forstærkere – forstærkere der virker på din hund. Om din hund tænder på godbidder og andre lækre snacks, eller leg og legetøj er meget individuelt og det bør du som hundeejer vide bedst selv. Kioko synes ikke at legetøjet er særlig interessant og derfor bruger jeg selv lækre godbidder (derfor kan godbidder i det efterfølgende selvfølgelig erstattes med leg).

Når du har fundet en belønning der fungerer godt for dig og din hund begynder træningen. Start din klikkertræning med bare at “klikke” og fisk en godbid op af lommen. Hunden skal ikke gøre noget for at få belønningen, men skal bare have godbidden kort tid efter klikket. Gentag øvelsen nogle gange og hold så en pause. Husk at du både kan gå, sidde eller stå når du klikker og giver en godbid – hunden skal lære at klikket kan komme når som helst.

Du kan klikke når hunden kigger på dig, men prøv også at klikke på tidspunkter hvor din hund ser væk fra dig. Din hund vil hurtigt lærer at klikket betyder godbid, og derfor selv vende sig om og kigge på dig. Husk at det er lyden hunden skal reagere på, og derfor behøver hunden slet ikke ligge mærke til at du har en klikker.

Du vil hurtigt opdage, at din hund begynder at reagere på klikket ved at kigge på dig og afvente en godbid. Husk at det er vigtigt, at du ikke signalerer at godbidden kommer fra din lomme, og at du derfor venter med at stikke hånden i lommen til du har klikket. Hunden skal jo reagerer på dit klik og ikke på din hånds bevægelse ned i lommen (for den bevægelse kender de kloge hunde jo allerede!)

Vigtigst af alt: EFTER ET KLIK KOMMER ALTID EN BELØNNING!!!

ClickR

Tip: Der findes et hav af forskellige klikkere. Jeg-selv bruger denne klikker, som man kan have fast på en finger. På den måde behøver jeg ikke fumle en hel masse for at få klikket, men kan klikke præcis når det er hensigtsmæssigt. Husk, at det vigtigste ved klikkertræning er timing, og derfor er det vigtigt at have klikkeren ved hånden.

Jeg vil komme med en fortsættelse af dette indlæg omkring klikkertræning en af de næste par dage. Hvis I har lyst til at begynde at klikkertræne, så få fat på en klikker og følg med på bloggen de næste par dage. Husk at klikkertræning kræver gentagelser 🙂

Påskeferie. Og terrassen skal gøres forårsklar

Påskeferien er ved at være ovre og man må sige, at vejret har indbudt os alle til at være udenfor og gøre haven / terrassen forårsklar! I dag var jeg ude og gøre terrassent forårsklar (skylde potter af, tage havemøbler frem og feje blade væk) og Kioko var selvfølgelig ude og hjælpe mig.

Og spørg mig ikke hvordan, men man vender sig om og ordner nogle ting i 2 sekunder, og så mødes man af dette ansigt!

Også ved man da bare, at haven virkelig bliver fin i år. Tak for hjælpen lille mand 🙂 I får lige lidt flere billeder af det her skønne, grønne fjæs! Også håber jeg at I også har haft en rigtig god påske alle sammen

IMG_1392 IMG_1390

Hvor kunne du?

Mange af mine læsere har måske allerede læst denne lille, sørgelige historie… Men jeg synes at budskabet er uendelig vigtigt så derfor. Læs historien selvom den kan give anledning til tårer i øjnene og vigtigst af alt – stof til eftertanke:

Hvor kunne du?

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger, og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været “uartig”, sagde du til mig med løftet pegefinger “hvor kunne du?”, men lod dig så formilde, og kløede mig på maven. Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig, og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture, og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi “is er dårligt for hunde”, sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.

Hun, som nu er din hustru, er ikke et “hundemenneske” – alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed, og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig. Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur.

Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en “kærlighedsslave”. Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels, og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører, og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn – for dine kærtegn var nu så sjældne – og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

Der havde været en tid, hvor du – hvis nogen spurgte dig om du havde hund – tog et billede af mig ud af din pung, og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret “ja” og skiftet emne. Jeg er gået fra at være “din hund” til “bare en hund”, og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig. Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din “familie”, men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde.

Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne, og sagde: “Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende”. De trak på skulderen, og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med “papirer”. Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg: “Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!” Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne, og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med.

Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet, og sagde: “Hvor kunne du?”

De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader. De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig – at du havde skiftet mening – at det hele bare var en ond drøm, eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der – uvidende om deres egen skæbne ­ boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne, og ventede. Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum.

Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord, og nulrede mine ører, og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben, mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.

Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede: “Hvor kunne du?” Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde: “Undskyld”. Hun krammede mig, og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt, eller ville skulle klare mig selv ­ et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit; “Hvor kunne du?” ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig, og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig lige så stor loyalitet.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Slut Note fra forfatteren: Hvis “Hvor kunne du ?” gav dig tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi, den udgør den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt forsynet med copyright-noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers opslagstavler.

Fortæl offentligheden, at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede dyr.

Af: Jim Willis 2001
Copyright: Jim Willis 2001