Agilitypote

Året der gik – 2017

I dag hedder det 2018, og året venter forude med masser af gode oplevelser og udfordringer. Jeg glæder mig til det nye år, men synes også at det er både sundt og rart at kigge tilbage på 2017.

2017 blev året som især var præget af, at jeg tog DcHs træneruddannelse. Jeg tog både grunduddannelsen, samt familiehundeoverbygningen og agilityoverbygningen, og kan derfor både undervise familiehunde- og agilityhunde i 2018! Det var på mange måder spændende og lærerigt, men også hårdt og tidskrævende! Det har fyldt mange af mine weekender, hvorfor der heller ikke har været tid til agilitystævner og udstillinger – noget jeg vil sætte mere fokus på i 2018. En anden ting der også bliver fokus på i 2018 er, at jeg skal starte mit eget agilityhold til foråret, hvilket jeg glæder mig helt vildt meget til! Jeg har besluttet, at det skal været et fart og motivationshold, da det er dét jeg er god til.

Træneruddannelsen har altså fyldt meget i 2017.

En anden ting der har fyldt meget, er at Voodoo er kommet igang med at løbe agility. Det har været sjovt at starte forfra med en ny hund, men Voodoo er på alle punkter også en udfordring. Han er ikke som Kioko, og det har givet mig mulighed for at tænke anderledes end jeg har tidligere har tænkt – mere kreativt! Vi træner på en anderledes måde end jeg nogensinde har gjort, og jeg kan mærke, at det bære ham rigtig langt. Han kan blive rigtig god, lille Voodoo – men med Voodoo tager alting tid, og jeg har ingen forventning om, at han er klar til stævner i 2018! De ting, som han for alvor er blevet god til indtil nu, er felterne. Noget jeg har haft stor fokus på, og som derfor også er en fornøjelse at kunne sige, at de sidder lige i skabet! Voodoo har løbefelter på balancen og A’et, og han har dem HVER gang.

I de sidste par år, har jeg løbet agility med min venindes gamle Dansk Svensk Gårdhund, Milo. 2017 blev året, hvor vi droslede ned, og i december valgte vi at løbe vores sidste løb og konkurrence sammen. Det udmøntede sig i en 2. plads på landsplan i DAL-konkurrencen, som er en årlig konkurrence, hvor jeg næsten tør sige, at Milo kommer til at blive nummer 1 eller 2 – vi venter stadig på de endelige resultater, men det kunne da være en FED måde at slutte karrieren på for Milo.

I 2017 begyndte jeg, i takt med at jeg droslede ned med Milo, at løbe med en anden venindes Border Collie, Iso. Iso er en helt anden hund end jeg nogensinde har løbet med før, og det giver da både blod og sved (indtil videre!). Vi skal løbe konkurrence i starten af februar, så det bliver ret spændende, men hvis vi kan gå hjem med bare ét løb uden en DISK, så er målet mere end nået! Jeg glæder mig til at løbe endnu mere med den skønne, skønne hund i 2018!

2017 blev desværre året, hvor vi sagde farvel til min højt elskede ven igennem en stor del af livet – Tjack. Mine forældres gamle Kleiner Münsterländer blev aflivet, for han kunne simpelthen ikke mere. Han har altid haft en stor plads i mit hjerte og har sin helt egen historie. Tjack blev nemlig født i mine forældres hjem, mens jeg var barn. Han blev solgt, men kom tilbage til os et par år efter, fordi hans familie slet ikke kunne styre ham. Han var en frygtelig hund på det tidspunkt, og mine forældre valgte ret hurtigt at få ham kastereret. Det ændrede på mange måder Tjacks liv, og han blev en fantastisk sjov og spændende hund! Da Tjack var hvalp og boede hos os, var det netop ham jeg som barn pegede på og sagde “mor og far, kan vi ikke beholde ham?”, så det har altid været lidt min hund, vi fik tilbage.

2018 venter forude. Og hvad kan året egentligt byde på? Det vil jeg vende tilbage om i et nyt indlæg en af de næste par dage. Hvad har kendetegnet DIT 2017? Opture og nedture? Jeg glæder mig til at hører lidt om jeres år!

Tjack og en meget ung Kioko <3
Tjack og en meget ung Kioko <3

Voodoo er flyttet ud til mine forældre

Voodoo er flyttet ud til mine forældre…

Han flyttede derud i torsdags, og bor der ude endnu.

Voodoo havde nogle frygtelige aftener lige efter jul, hvor der gradvist blev fyret mere og mere fyrværkeri af her hvor vi bor. Onsdag d. 27. december måtte folk begynde at skyde af, og det betød at der blev fyret rigtig meget af og Voodoo havde en frygtelig aften. Ja, faktisk havde vi alle 4 en frygtelig aften, Daniel og jeg inklusiv.

For når Voodoo bliver bange for fyrværkeriet, så løber han rundt i hele huset og gør, og gør, og gør. Han ryster i kroppen og kan slet ikke falde til ro, og det var altså sådan en onsdag aften vi havde, indtil folk begyndte at indstille deres skyderi.

Heldigvis, har jeg de bedste forældre man kunne tænke sig. Samme aften skrev min mor og spurgte, hvordan det gik med min lille mand, da hun jo ved, at han ikke er så tryg ved det. Jeg skrev at han havde det forfærdenligt til trods for Kalm og Thundershirt. Min mor tilbød, at han kunne komme ud til dem og bo i et par dage, for de bor langt ude på landet, hvor der er langt i mellem husene, og dermed langt i mellem dem der fyrer krudt af.

Så Voodoo er flyttet ud til mine forældre…

Ja, Kioko er altså flyttet med, men det er fordi at de to drenge hænger så godt sammen, og Kioko elsker jo også at være ude ved “mormor” og “morfar”.

Det er slet ingen skam, at Voodoo er flyttet derud, tværtimod. Det er et af de få steder, hvor han faktisk er rigtig tryg, og føler sig hjemme. Og han hygger sig SÅ godt med mine forældres Kleiner Münsterländer, så jeg tror i virkeligheden at det er værst for mig, at han er væk. Vi har været derude alle dagene, men vores hus og hjem føles bare knap så hjemligt uden de to. Men det er en fornøjelse at besøge ham derude i de her dage – for det er en meget mere glad og frisk hund, end den hund jeg havde herhjemme til sidst. Han fik ikke sin nattesøvn, han kastede op fordi han ikke spiste sin mad, og han var generelt bare rigtig utryg og ked af det.

Igår var jeg så ved dyrlægen for at få noget angstdæmpende til Voodoo, så han måske kan klare nytårsaften nogenlunde. Er I andre ved at være klar til “braget”?

il_fullxfull.392428792_q7p8

Så fik jeg skabt røre i andedammen

Jeg udgav igår et lidt provokerende indlæg, som hedder “Jeg vil ikke tøve med at melde dig til politiet” – det kan læses eller genlæses her. Indlægget handlede om, at jeg faktisk ikke har nogen sympati for folk der blæser på reglerne og brænder deres nytårskrudt af inden det overhovedet er lovligt – altså fra d. 27. december til 1. januar.

Reaktionerne på diverse sociale medier har været voldsomme – præcis efter hensigten. Indlægget blev liket og delt adskillige gange, og skabte heftig debat. Præcis efter hensigten!

Formålet var nemlig at tage debatten. At lade folk diskuterer, og ikke mindst dele budskabet om, at det faktisk er ret generende at der allerede dagligt fyres fyrværkeri af i de rolige nabolag.

Flere henledte opmærksomheden på, at man “bare skulle træne med sin hund” eller skulle “gå til skudtræning, for så skulle den nok lærer det”, og det er netop sådanne påstande jeg gerne ville kommenterer. Jeg HAR trænet med min hund. Nogle af de dygtigste hundefolk jeg kender, har nytårsangste hunde. Det kan ikke “bare” trænes væk. Jovist kan man hjælpe, forebygge og stabiliserer sin hund med træning, men en hund der er angst, er ikke til at træne.

Og så kommentarer om at man skal gå til skudtræning…

Skudtræning kan være fint, men lydene er anderledes, og lyder anderledes i en hunds ører. For nogle kan det måske hjælpe, som en del af den øvrige lydtræning – for andre kan det have den modsatte effekt, da det netop kan forstærke hundens frygt. Jeg ville være varsom med skudtræningen, og hvert fald ikke kaste min hund ud i noget, den ikke kan klare mentalt.

Når det så er sagt, så har jeg lidt gode råd til, hvordan jeg forebygger lydangst:

  • Empowerment træning, hvor hunden lærer at stole på sin egen krop, og tage kontrollen
  • Lydtræning med såvel lyd cd’er, skramlen med papkasser eller dåser eller støvsugeren
  • Rolig musik henunder aftenen
  • Thundershirt (læs mere i et at mine indlæg her).
  • Kalm, Adaptil, Zyklene eller andre ikke-receptpligtige præparater
  • Dyrlæge ordineret præparat (beroligende)

Hvad gør du, for at forebygge lydangst?

IMG_0278.CR2

Jeg vil ikke tøve med at melde dig til politiet…

Hvis du er en af de (undskyld sproget) idioter, der fyre fyrværkeri af allerede nu, så læs lige med her…

Hvis du gør det tæt på mig eller mit hjem vil jeg nemlig ikke tøve et sekund med at melde dig til politiet. Du læste rigtigt. Jeg vil uden tøven melde dig! Hvorfor? Fordi du gør min hund angst og utryg, i dens ellers så trygge hjem.

Vidste du egentlig, at det er ulovligt at fyre af nu? At du først må fyre af fra d. 27. december til 1. januar, og at du kan blive tildelt en bøde fra 1.000 kroner og opefter? Og jeg skal med glæde være hende der melder dig til politiet. For dyrenes skyld…

Hvad betyder det egentlig for min og andres hunde, når du blæser på reglerne og fyre af nu alligevel? Det betyder, at min hund ryster, er bange, gør uhæmmet, hyler og gemmer sig. Den ved ganske enkelt ikke, at det ikke er farligt – hvor skulle den vide det fra! Udover at du gør min hund bange her og nu, så gør du den også generelt en lille smule mere utryg og angst. Jeg træner dagligt med Voodoo, for at han skal blive mere selvsikker og stabil, men når du skyder krudt af i 3-4 uger, så ødelægger du al min og Voodoos træning.

Vil du ikke gemme dit dyrt indkøbte krudt til d. 27. december – 1. januar, hvor du rent faktisk MÅ fyre det af, og skåne hundene og alle de andre dyr som du gør bange. I de dage ved vi hundeejere, at I fyre af, så vi kan give vores hunde beroligende medicin og spille musik hele dagen lang.

Og endnu engang må jeg sige uden tøven, hvis du skyder af i min nærhed, så er du selv ude om det, hvis du får en stor, grim julegave fra ordensmagten!

Arkivfoto
Arkivfoto

Balancepuder & Dog Empowerment

‘Dog empowerment’-træning handler i høj grad om at lærer hunden, at den selv kan påvirke sine omgivelser. Og hvorfor er det vigtigt? Fordi det der ofte gør vores hunde utrygge er mangel på kontrol over deres omgivelser! Empowermenttræning kan altså hjælpe hunden med at udvikle og træne de egenskaber der gør den i stand til, at tro på egne evner og tro på at den selv kan skabe kontrol over usikre situationer – med andre ord – at den godt kan klare nogle ting på egen hånd!

For nogle hunde, er det ikke noget stort problem, ej heller en stor udfordring – det gælder blandt andre Kioko, som altid bare er sprunget ud i ting, uden at dreje et øre – hvorimod Voodoo har det svært med at mangle kontrol!

Empowerment kan altså hjælpe den usikre hund, men det kan faktisk også styrke både konkurrencehunden, familiehunden, jagthunden og faktisk, vil jeg vove at påstå, alle hunde! Agilityhunden kan lære, at øget selvkontrol giver den øget vedholdenhed og større selvtillid.

Der findes et hav af måder at træne empowerment på!

Vi har trænet meget med larm i de sidste dage, som især skyldes, at det snart er nytår, og at Voodoo kan lære, at larm ikke nødvendigvis gør, at man mister kontrollen.

Man kan også træne kropskontrol, som en del af sin empowerment træning. Empowerment handler dels om initiativet til at gøre noget selv, og dels om modet til at overskride sine grænser. Som led i min empowerment træning skal jeg en af de næste dage i Biltema og købe nogle balancepuder til den nette sum af 109 kroner per styk! Puderne, som er vist herunder, er ‘duttede’ på den ene side, og glatte på den anden side. Jeg kan bedst lide at træne på den glatte side. Med puderne skal Voodoo placerer forben og bagben på én pude, og da han gik til kropskontrol kunne han faktisk stå med forpoterne på én pude, og bagpoterne på en anden – på eget initiativ vel og mærke!

De her balancepuder er lidt bløde, afhængigt af hvor meget man pumper dem, og de er altså ret bevægelige for en hund at stå på. Balancepuderne kan også købes online her, og er måske en idé til julegaven?

Balancepude