Agilitypote

Jeg har købt en Thundershirt!

I fulgte måske med på bloggen for nogle uger siden, da jeg skrev om en rædselsfuld nytårsaften. Hvis ikke, kan I læse eller genlæse indlægget her. Kort efter blev jeg stormet med gode råd fra andre hundeejere, der havde haft samme problem, med at hundene var rædselsslagne nytårsaften, og flere af mine læsere foreslog Thundershirten. Jeg lånte en Thundershirt af en kær veninde for at prøve størrelsen og eftersom hun også har Japansk Spids, passede den super fint!

Så nu har jeg altså købt en Thundershirt!

IMG_0283

Og nej, man er altså ikke særlig pæn når man har fået sådan en på, og har sådan en fin pels som Voodoo, men hvis den virker – så må man lide for skønheden!

En Thundershirt er faktisk bare, som navnet antyder, en trøje / bluse, shirt – kald det hvad du vil – til hunde, der er angste ved f.eks. fyrværkeri, tordenvejr eller andre utrygge situationer. Det kan måske lyde for godt til at være sandt, men i en undersøgelse med over 2.000 hunde er det bevist, at 80 % af hundene viste en mærkbar effekt på symptomerne, når de altså brugte Thundershirten! Thundershirtens beroligende effekt opstår ved et konstant, blidt pres på hundens krop, der giver hunden en fornemmelse af tryghed.

Om den virker har jeg stadig til gode at finde ud af – men med alle de anbefalinger jeg har fået om den, så er det et forsøg værd – for der er intet i hele verden der er værre end, når ens lille pus er hunderæd!

IMG_0302

I øvrigt er Thundershirt producenten så sikker på at den virker, at de lover 45 dages fuld tilfredshedsgaranti eller pengene tilbage. Du kan læse mere om tilfredshedsgarantien her.

Jeg påtænker at bruge Thundershirt til nytårsaften, når der fyres fyrværkeri aften, samt når min kæreste er på jagt og der er høje skud. Derudover også når det er tordenvejr, eller i helt andre utrygge situationer for Voodoo. Vi er også begyndt at bruge Kalm, som er et naturprodukt jeg vil introducere i et andet indlæg!

Jeg har købt Thundershirten her, hvor den faktisk også er på tilbud lige nu!

Lørdagens agilitystævne…

Mit indlæg igår var skrevet om mig og Voodoo og vores udfordringer. I en weekend fyldt med hunde, har der imidlertid været plads til små succeser, som den jeg beskrev med Voodoo her. Indlægget hed “Når det ikke er godt, men alligevel er en succes”, og handlede om frustration, kærlighed, hårdt arbejde, og det ikke at give op!

I dag vil jeg holde mig i en lidt mere munter tone, for der har ikke kun være små succeser i denne weekend, men også de lidt større succeser. I lørdags var jeg nemlig til årets første agilitystævne i DcH Højme med både Kioko og min lånehund Milo. Voodoo var også med i et par timer, bare for at blive socialiseret og møde fremmede mennesker og hunde.

Dagen startede super godt. Jeg løb for første gang et klasse 3 løb til en konkurrence, og det skulle ende med at blive et løb som jeg rent faktisk vandt! Jeg løb med gamle Milo, og når det er klasse 3, så er banen selvfølgelig svær. Det betød også, at jeg dummede mig et kort øjeblik og fik en vægring på et spring, men eftersom ingen klarede banen uden fejl, endte vi faktisk med at vinde klassen. Super fedt, og sejt løbet af sådan en gammel hund.

Arkivfoto
Arkivfoto

Kioko startede med at drille mig helt vildt, med nogle sløve slalom!

Han kom dog ud af starthullerne til sidst, og fik faktisk hevet en DM-pind hjem i spring, og vandt spring klasse 2! Det var SÅ sejt løbet af min skønne dreng, og jeg kunne ikke være mere stolt af ham.

Alt i alt var det bare en succesrig dag for mig og drengene, og det giver selvfølgelig blod på tanden for at gå efter flere DM-udtag med Kioko i år.

 

Når det ikke er godt, men alligevel er en succes

Det er ingen hemmelighed, at Voodoo for mig er lidt af en udfordring. Voodoo er en kærlig, fantastisk og skøn hund, som jeg virkelig elsker rigtig højt. Men han er kommet i en alder og tid, hvor ALT og alle er meget farlige. Og når man, forhåbentligt, skal være udstillingshund, så giver det ejeren grå hår!

Voodoo er simpelthen SÅ reserveret overfor fremmede.

Vi ringtræner hver uge, og kæmper med de problemer vi har, og det går virkelig med museskridt i den rigtige retning. Men det er virkelig også bare museskridt.

Det kræver sin kvinde, at holde modet oppe og se det positive – men jeg gør det alligevel.

I tirsdags var Voodoo også til ringtræning. Og det gik da ikke godt, nej, faktisk langt fra godt. Men alligevel kom vi hjem med en følelse af succes. Succes over, at der faktisk var bedring i forhold til sidste uges træning. Ikke at han stod på bordet med stort velbehag og lod ringtræneren mærke ham, men at han stod på bordet, og lod til at acceptere, at ringtræneren kiggede på ham. Han var altså gået fra en situation, hvor ringtræneren skulle holde sig 2 meter væk, og kigge væk fra ham, til at hun kunne stå ved siden af bordet og kigge, men dog helst ikke røre ved ham.

Og nogle gange, så går det bare ikke særlig godt. Men selvom det ikke går godt, så skylder jeg min hund, at se de små succeser. Se på ham, og vide at det går med små bitte museskridt den rigtige vej. Han synes ikke det er sjovt, men han lærer at acceptere det. Og hvem ved, måske en dag, vil han elske at komme op på bordet og blive mærket og kigget på. Ja – håbet det har jeg hvertfald ikke sluppet endnu.

End ikke efter en dag på udstilling, hvor Voodoo faktisk blev diskvalificeret med begrundelsen om, at han var sky! Dommeren var SÅ sød. Han accepterede, at vi kun trænede i dag, og at han måtte gøre alt på Voodoos præmisser – stor cadeau til dommeren for dette! Selvom han blev diskvalificeret så fik jeg alligevel noget godt med hjem, nemlig en kritik hvor der, derudover, kun stod positive ting:

9 måneder, en noget tilbageholdende hvalp, som der dog kan ses tænder på og den kan berøres, velskåret hoved, passende hals og overlinje, passende bryst, velvinklet for som bag, velansat hale, bevæger sig ganske flydende, men er desværre for sky til præmiering“…

Jeg kan jo ikke være uenig i nogle af de ting, men derfor er det alligevel bare drøn frustrerende at stå med en hund, der er købt til udstilling og agility, men som bare er en kylling. Og det er da faktisk, alligevel, en ret flot kritik, når man ser bort fra skyheden!

Hvorfor skriver jeg dette indlæg? Det gør jeg fordi, det ikke bør være et tabu, at vi har nogle udfordringer med vores hunde. Hvis vi ikke kan italesætte vores udfordringer og se dem i øjnene, kan vi aldrig overvinde dem. Og jeg ved da godt, at nogle kan tænke; “Hvorfor udstiller hun overhovedet den hund, det er jo ikke noget hunden har lyst til” eller “Den hund skal da ikke avles på, når den har sådan en temperament“. Hertil må jeg jo bare svare, at Voodoo bliver udstillet fordi jeg vil. Han skal ikke udstilles, hvis han viser mig, at han ikke vil, men det kan han ikke vise mig på så kort tid. Han er i spøgelsesalderen, og jeg synes ikke vi skal pakke vores hunde ind i vat, når de er i den alder. Tværtimod, så er det da lige præcis nu, at Voodoo har brug for, at jeg kan vise ham, at verden ikke er farlig, og når dommeren ovenikøbet giver godbidder og nusser, så det da hjælpe min hund mentalt!

Hvis jeg i stedet lod ham blive hjemme, og droppede udstillinger, får jeg måske en hund, der aldrig kommer til at trives i en verden fyldt med mennesker – og dét synes jeg da ville være synd!

Og til det med avl…

Voodoo er den smukkeste, smukkeste Japanske Spids på 9 måneder, og hans temperament er reserveret, men meget kærlig, omsorgsfuld og tillidsfuld, og det må da ikke være et negativt træk, for en familiehund…

Jeg håber, I tager godt imod dette indlæg, da det er en del af stor reflektion over, at en oplevelse godt kan være en succes, selvom det ikke går godt. Måske det også kan være med til at holde hovedet oppe på jer derude, der sidder med en sky unghund.

IMG_1946
Throwback <3

Kioko fortæller: Om at blive storebror

For 8 måneder siden blev jeg storebror. Daniel og Stine fik ikke et barn, de fik Voodoo! Og blev jeg spurgt? Nej faktisk ikke!

Så for 8 måneder siden var min mor ikke hjemme. Jeg hyggede mig med min far, som vi jo gør engang i mellem uden mor, men hun havde forsøgt at fortælle mig et eller andet med Sverige og nogle hundehvalpe. Så trillede der en bil ind i indkørslen, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var min mor der kom hjem. Jeg sprang ud af døren, hen til lågen og ud til min mor. Henrykt over at se hende igen. Hvad jeg ikke ænsede var, at hun havde taget en lille gæst med hjem. En meget lille gæst!

Hun havde godt nok ikke savnet mig, ligeså meget som jeg havde savnet hende, og det var også lidt som om, at hun ikke havde tid til at se på mig. Hvorfor? Jeg var jo bare SÅ glad for at se hende.

Da hun kom indenfor kunne jeg da godt se hvorfor. For der var en lille, lille bitte hundehvalp med. Årh den var sød – men jeg turde altså ikke være ret tæt på den – de er ret skrøbelige sådan nogle små nogle. Så når den forsøgte at nærme sig, for den var jo faktisk ret glad for at se mig, så måtte jeg VÆK. Set i bakspejlet var den måske bare glad for at se, at selvom den var blevet taget væk fra sin mor, sine søskende og alle de andre hunde den boede sammen med, så var der andre ligesom den. Små hvide uldtotter.

Vi skulle sove, og det gjorde vi. Jeg sov oppe ved min mor. Skulle ikke risikere, at den lille ting kom hen til mig om natten mens jeg sov. Så dén nat og de mange efterfølgende nætter, sov jeg oppe ved min mor hele natten – og det plejede jeg altså ikke at gøre!

Efter et par dage havde jeg så småt vænnet mig til den – men tænkte alligevel om der mon ikke snart var nogle der kom og hentede den igen. Den begyndte at blive en anelse irriterende. Ville løbe hen til mig hele tiden, lege og alt muligt jeg bestemt ikke havde lyst til.

Min redning blev et par dage efter, da vi fik besøg af Blanco. Min gode, gamle ven!

Blanco havde åbentlyst et helt andet syn på den lille lort. De to legede vildt og voldsomt i lang tid. Jeg selv, ville helst sidde over ved min mor imens. Det dér med sådan en lille én er altså ikke noget for mig!

IMG_1865

Efter et par måneder måtte jeg indse, at den lille lort nok var kommet for at blive. Så man kunne ligeså godt få det bedste ud af det. Så længe min mor stadig havde mig som nummer 1! Af og til blev jeg lidt i tvivl. Men så tog hun mig med til agilitytræning, UDEN den lille lort. Så hun havde nok ikke nedgraderet mig alligevel.

Og jeg var altså ikke ret vil med den. Den kom hele tiden og bed mig i halen og i benene i et forsøg på at få mig til at lege med den. Men hvem gider lege med én der bider dig i halen?

Okay, okay. Med tiden blev det faktisk bedre og bedre. Den er meget hyggelig, den store hundehvalp. Ikke den lille hundehvalp. Dem er jeg ikke vilde med. Men nu er den ikke så lille mere. Man kan godt lege med dem når de ikke er så små. Man kan lege fangeleg i haven, eller man kan lege den dér, hvor man trækker i hver sin ende af bamsen – indtil den går efter mig i stedet for bamsen, altså!

Og så har den lært, at den ikke må tage mine kødben. Det har min mor lært den. Og jeg har også lært at jeg gerne må knurrer lidt af den når den prøver. Man bliver nødt til at holde fast, siger mor.

14589823_10208988139033827_1208602357564307522_o

Selvom jeg ikke helt vil indrømme det overfor min mor, så er jeg faktisk blevet lidt glad for den lille lort. Den kan godt nok være irriterende og opmærksomhedskrævende. Men den er god at lege med, og vi kan holde sammen. Den ved godt, at jeg ikke bestemmer over hverken den eller nogen som helst andre, så vi har aldrig behøvet at slås. Det kan jeg godt lide. Jeg kan bedst lide ro og fred.

Voodoo er min lillebror. Jeg bliver ikke ked af det, hvis han flytter hjemmefra i morgen. Men han må godt være her.

Om at løbe agility med en andens hund…

Det er ingen hemmelighed, at jeg for et års tid siden begyndte at løbe agility med min veninde-, træner- og træningsmakkers hund, Milo. Det har på mange måder været utrolig lærerigt, og i dette indlæg vil jeg gerne dele mine oplevelser om, at løbe agility med en andens hund. Netop fordi jeg i mandags, startede som træneraspirant i agility, og fik en skøn mulighed for at prøve at løbe med en helt anden type hund end jeg er vant til – nemlig en fantastisk fremadsøgende Border Collie, der giver helt andre udfordringer end når man løber med lille Kioko og gamle Milo.

Det har været en proces for mig, at takke ja til at blive agilitytræner. Første gang jeg blev spurgt tror jeg bare, at jeg begyndte at grine. Hvorfor? Fordi jeg syntes SLET IKKE jeg var dygtig nok til, at jeg skulle kunne undervise nogen i noget som helst når det kom til agility. Og når man ikke selv har troen på det, hvordan skal man så kunne give andre den?

15-06.3

Det sidste år, har imidlertid vendt op og ned på mange ting, og også på min beslutning. Så jeg har tilmeldt mig træneruddannelsen i agility hos DcH!

Jeg har løbet med Milo i et års tid. Han har lært mig SÅ meget. For selvom Milo og Kioko ikke ligger langt fra hinanden typemæssigt, er der alligevel en verden til forskel, når man løber med de to! Milo er en ældre herre, men super, super signalstærk, og derfor har der altid, mens jeg har løbet med ham, været kontant afregning. Det har både været svært, fordi så skulle jeg jo pludselig til at tænke over hver lille detalje af min handling, men det har også været en stor fordel for mit løb med Kioko, da det har givet mig troen på, at min handling godt kunne sidde lige i øjet (i det mindste bare en gang i mellem)! Milo og jeg har haft nogle helt fantastiske løb sammen, og det betyder også, at jeg skal løbe mit første klasse 3 løb med ham, til et stævne, om et par weekender! Milo kan sagtens, så vi håber at min handling rækker…

I mandags bød der sig så en ny mulighed. Jeg er startet som træneraspirant i vores klub, og jeg fik lov at være med til at undervise nogle hundeførere. Mange af de små hunde følte jeg egentlig, at jeg havde masser at give til. Et blindkryds her, en kortere bue der og lidt ekstra fart i benene på hund og fører. Det kørte bare derud af, og selvtilliden var i top! Lige indtil der kom en flyvende Border Collie på banen. Jeg har altid været SÅ imponeret når jeg har set de to løbe sammen, fordi det bare er en hund med smæk på. Og når der er så meget fart på en hund, hvad kan så egentlig være så svært? Jeg mener, den løber jo, så du skal bare dirigere, ikke???

Da de havde prøvet lidt til kunne jeg godt se, hvor svært det i virkeligheden så ud, når man nu skulle hjælpe dem. For hvad dælen var det lige der skulle til, for at få den hund på den rigtige side af springet. Ja, jeg havde hvertfald ikke en løsning, men det havde handleren heldigvis selv! Jeg havde slet ikke set løsningen for mig, og havde slet ingen måde at hjælpe den her handler på. Og det er lidt frygten man har, når man selv skal have et hold!!!

Nå, men jeg fik stukket den her Border Collie i hånden, eller det vil sige, det behøvede jeg ikke, for hvis jeg gik hen til det første spring, så var den klar, og ligeglad med hvem jeg var eller hvad jeg ville – for den ville altså løbe agility. Jeg havde ikke den mindste chance for at handle den her hund, det var SÅ svært. Den spurtede jo afsted uden at kigge på mig!!!

Jeg gik hvertfald hjem med lidt at tænke over, og næste gang jeg ser én løbe agility med en hurtigløbende Border Collie, så tænker jeg nok ikke lige: Hvor svært kan det være, den løber jo selv! 

Jeg glæder mig over, at jeg kan få lov at prøve sådan en hund, og har også fået lov at låne hende en anden gang, for dét får man virkelig meget ud af!

15-06.6